Fortsæt til indhold

Et trist farvel efter 54 år!

Arkiv
Arkiv

På tirsdag den 31. marts skriver vi igen et lille trist kapitel i Hvidovre/Avedøres historie, når vi siger farvel til endnu en god lille butik, nemlig LokalBrugsen på hjørnet af Brostykkevej og Fjeldstedvej. I 54 år har denne butik serviceret beboerne i nærområdet - og såmænd også mange andre. Der er ingen tvivl om, at mange begræder lukningen, der sker i en klump af ca. 20 mindre butikker, som ifølge COOP-kæden ikke giver et tilstrækkeligt overskud.

Vi vil savne LokalBrugsen i hverdagen, men på den anden side må det også erkendes, at sådanne små butikker har svært ved at overleve, når man som kunde en aften bare “mangler kartofler og en pakke smør”. Og lige så soleklart er det, at nærbutikkerne rammes hårdt af de store discountkæders fremmarch, selv om man skal lidt længere væk for at komme til Føtex, Rema 1000, Aldi eller Lidl.

Midt i bedrøveligheden er det så rart, at kunne berettes om en “lille” købmand der kan klare sig. Det er købmand Børge - “SparKøbmanden” i Trædrejerporten i Avedøre Stationsby. Han holder ud, har et godt og velassorteret udvalg til fornuftige priser, og deltager også aktivt i det pulveriserende lokalliv med mange gøremål i området. Oven i det har han nu påtaget sig at være med til at løse det posttale problem i Avedøre, idet han har fået PostDanmarks godkendelse til at åbne et mini-posthus i forretningen, så borgerne igen kan hente og sende pakker og købe frimærker med mere...

Købmand Børge fortjener ros for initiativet.