Mellem fiktion og virkelighed
Fotokunstgruppen VINGESUS udstiller på Hovedbiblioteket
Kameraet og den digitale billedbehandling er værktøjer i en kreativ proces, på samme måde som penslen og lærredet er det for maleren og noderne for komponisten. Fotokunstgruppen VINGESUS søger ikke at vise virkeligheden, som virkeligheden ser ud. Tingene skilles ad og blandes sammen på en ny måde, og resultatet er både fiktion og virkelighed. Ofte ligger resultatet et sted midt imellem. VINGESUS består af Annemette Rosenborg Eriksen, Dorte Bundesen, Else Vinæs, Erik Jørgensen, Jesper Bo Jensen, Josephine Ernst, Peder Brødsted Pedersen og Tor Einstabland. Medlemmerne har arbejdet sammen i tre år, og de har blandt andet udstillet i Oslo og Berlin. Medlemmer af gruppen har udstillet en række andre steder i ind- og udland, blandt andet i Paris, Warszawa og Skt. Petersborg. Alle er velkommen til fernisering torsdag den 21. maj kl. 16.30 - 18.30. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival og kan ses fra torsdag den 21. maj til fredag den 26. juni i bibliotekets åbningstid.