Fortsæt til indhold

En stemme på DF er en stemme på DF

Arkiv
Arkiv

Karina Adsbøl (DF)
MF og bolig- og handikapordfører for DF

Flere socialdemokrater har været på banen om, at en stemme på Dansk Folkeparti er en stemme på Lars Løkkes nulvækst. Her må jeg altså rette dem. En stemme på Dansk Folkeparti er og bliver en stemme på Dansk Folkeparti, og vi ønsker en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent, så der bliver råd til bedre sundhed og de mange flere ældre over 70 år, som vi får i de kommende år, og det går vi til valg på! Det er hjerteblod for Dansk Folkeparti.

Hvis jeg skulle bruge samme argument over for Socialdemokratiet, så må en stemme på dem også være en stemme på De Radikale og derfor på en åben ladeport for alverdens indvandrere, højere boligskatter, én procent af vores alles skattekroner til udviklingsbistand og en fremrykning af pensionsalderen allerede fra 2025 til 68 år. Og vi har jo tidligere set, hvordan armlægningen i Det Sorte Tårn gik efter sidste folketingsvalg. Tør danskerne virkelig lade De Radikale styre Danmark fire år mere?