Natteravnene tager gaden tilbage
27 medlemmer i Avedøre har nu lyst til at gå en tur i de sene aftentimer med andre Natteravne
Foreløbigt er det blevet til 27 medlemmer og en styregruppe på syv personer. Gruppen har ingen formand, men Kenneth F. Christensen er talsmand for Natteravnene Avedøre og han fortæller, hvorfor han mener, det har været nødvendigt at få etableret en lokalafdelingen af Natteravnene i Avedøre. - Vi har holdt nogle møder og samlet nogle folk, og vi er blevet godt modtaget, og det er tydeligt, at der er et stort behov for Natteravne i Avedøre-området, fortæller Kenneth F. Christensen, der også er kendt som lokalpolitiker i Hvidovre, men som i denne sammenhæng optræder som privatperson. - Jeg har jo også nogle børn, der på et tidspunkt bliver en del af fødekæden, siger han. Talsmanden understreger, at Natteravnene er på gaden, netop fordi de vil tage gaden tilbage. - Man skal have lov til at bevæge sig i området om aftenenen uden at føle sig utryg. Hele signalet om at man skal blive inden døre om aftenen er ikke ok, så nu tager vi gaden tilbage, siger han med et smil. Og det er nødvendigt at gøre gaden tryg igen, bekræfter en af de andre frivillige i Natteravnene. - Jeg har boet her i 34 år og min datter er vokset op her i Stationsbyen, og der var en gang hvor Stationsbyen var stille. Det er det ikke mere, siger Karina Frederiksen. Og hun er ikke alene om at ville gøre noget for området. Hendes kun 20-årige datter, Katrine Frederiksen, er også med på det nye Natteravne-hold. - Jeg har boet i Stationsbyen hele mit liv og der skal gøres noget - og det vil jeg gerne være med til, fortæller hun. Der er ingen andre krav til medlemmerne af Natteravnene end at man skal have lyst til fra tid til anden at gå en tur i de sene aftentimer sammen med nogle af de andre Natteravne. Som Natteravn skal man ikke bryde ind eller agere, hvis der er optræk til en situation. Man skal blot være til stede, så de unge, der eventuelt har behov for kontakt, kan henvende sig. Læs mere om Natteravnene i Avedøre på deres Facebook-gruppe: Natteravnene Avedøre.