Næsten 1.200 elever løber skoleløb på onsdag
For anden gang afholdes der løb for Hvidovres skolebørn - starten går ved Hvidovre rådhus
På onsdag den 20. maj følger man op på sidste års succes, når Hvidovre Kommune, Idrætsrådet og Dansk Atletik Forbund inviterer skolebørn til skoleløb ved Rådhuset. De inviterede er kommunens elever på mellemtrinnet og udskolingen, og Borgmester Helle Adelborg giver startskuddet kl. 11.30, hvor 4. klasserne løber en rute på 1,8 km rundt om Rådhuset. 5. klasserne løber ligeledes 1,8 km og starter kl. 12.05. Kl. 12.40 er det 6. klassernes tur og de skal ud på to runder og når dermed op på 3,6 km, det samme skal udskolingsleverne der løber kl. 13.50. - Onsdagens Idrætsløb er allerede på nuværende tidspunkt en succes, da der er tilmeldt 1.140 elever mod 872 sidste år, altså en fremgang på imponerende 30 %! Men med i alt 3.221 elever på mellemtrinnet og udskolingen, så er der fortsat et uudnyttet potentiale, siger Mette Schønnemann fra Idrætsrådet. - Der er ikke overraskende flest elever fra mellemtrinnet med 866 elever mod 265 elever fra udskolingen, hvilket svarer til en elevdeltagelse på hhv. ca. 54% og 16%. - Hvis vi kigger på skolerne, så er der deltagelse af seks ud af kommunens ni folkeskoler, hvilket svarer til at vi allerede her har potentielt 33 % flere deltagere både skole- og elevmæssigt. Det betyder også, at der er en gennemsnitlig deltagelse på 53 % af samtlige potentielle elever på de 6 skoler, der deltager. De deltagende skoler er Risbjergskolen, Dansborgskolen, Gungehusskolen, Præstemoseskolen, Frydenhøjskolen og Engstrandskolen. Der vil løbende blive holdt præmieoverrækkelse til de dygtige løbere. For udskolingseleverne vil præmieoverrækkelsen være kl. 17.00 i Medborgerhuset i forbindelse med hædringerne af sportsfolk. Her vil de skoler der har stillet med fleste gennemførende løbere samt den hurtigste skole ligeledes blive hædret.