Fortsæt til indhold

Sjællændere bruger oftere mobilen

Arkiv
Arkiv

Ifølge en ny regionsopdelt måling fra EDC er hele landet godt med, når det kommer til brugen af nye digitale medier i boligsøgningen. Undersøgelsen viser imidlertid store forskelle på hvilke kanaler, indbyggerne i de forskellige regioner benytter sig mest af. Samlet set benytter 92 pct. af de boligsøgende i nogen eller høj grad deres pc eller bærbare computer, når den nye bolig skal findes. Halvdelen bruger tillige mobil eller tablet, men hvor tabletten er mest populær blandt jyderne, er det hos sjællænderne smartphonen, der benyttes mest. - Tallene er med til at understrege, at de digitale medier efterhånden er blevet en naturlig del af boligsøgningsprocessen, siger Peter Jæger, der til daglig står i spidsen for EDC Arne Madsen. - Derfor har vi af samme grund stort fokus på det digitale, hvilket også vil afspejle sig i den fremadrettede IT-udvikling, hvor vi i højere grad tilgodeser kunder på farten. På edc.dk vises samtlige boliger til salg i hele landet - også fra andre mæglere - og derudover rummer sitet en række faciliteter og informationer om bolighandel, som i kombination med en høj brugervenlighed skaber værdi for sitets mange brugere. Med op mod 3 mio. besøg hver måned har edc.dk i de sidste seks år fastholdt sin position som Danmarks største boligsite. Samtidig har mange også fået øje på fordelene ved at være skrevet op i et køberkartotek. - Mange har efterhånden fundet ud af, at køberkartoteket er en vigtig og brugbar kilde i boligsøgningen, siger Peter Jæger. - Særligt de yngre målgrupper og personer bosat i hovedstadsregionen benytter sig af den service, det er at få boligemner tilsendt pr. mail, når deres søgekriterier er matchet. Man kan dermed få et lille forspring på tid, som kan være afgørende for, om man er blandt de første, der ser boligen. Endelig viser EDC’s undersøgelse, at avisannoncer stadig er en central kilde som indgang til boligmarkedet. I alt 56 pct. på landsplan benytter i nogen eller i høj grad avisannoncer som grundlag for deres boligsøgning.