Sydjylland ramt af hockeyfeber
Da billetsalget åbnede til ishockey-finalekampene, blev alle rekorder slået
Uanset om SønderjyskE genvinder det danske ishockeymesterskab, eller om det ender på vestkysten efter årtiers tørke, så vil en ting være sikker:
Vinderen har måttet kæmpe benhårdt på sejren, der vil være masser af blå mærker - og de sydjyske ishockeyfans har fået masser af fed ishockey.
At mange vil være en del af festen, kunne man aflæse i billetsalget. Da det åbnede mandag morgen solgte man 100 billetter i minuttet.
To hold på toppen
Det er to hold i topform, der skal ud i en dyst på op til syv akter.
Mestrene har haft usædvanligt mange problemer i grundspillet. Blandt andet har holdet brugt en hel håndfuld målmænd. Men ting er faldet på plads og på alle fronter er SønderjyskE steppet op til slutspillet.
Esbjerg Energy har gennem hele grundspillet vist, at holdet kan en masse offensivt, men også at holdet defensivt har svagheder. Også vestjyderne er steppet op i playoffs og sulten efter guld er stor i havnebyen.
Klassisk derby
Den korte afstand imellem klubberne betyder at begge hold vil opleve massiv opbakning - også på udebane.
Samtidig vil årets finale blive et spændende "clash" imellem to spillesystemer. SønderjyskEs 60 minutters fuldbanepres og Esbjergs lynhurtige og effektive angrebshockey.
Lokalavisen har store sponsorater i begge klubber, men her i Haderslev holder vi naturligvis med SønderjyskE. Og vi spår sejr til mestrene på 4-2 i kampe.