Fortsæt til indhold

Flyvende reporter over Kolding

Arkiv
Af Lotte Gyldenvang

?Med 200 kilometer i timen falder vi fra 4500 meter til 1700 meter over jordens faste overflade, hvor faldskærmen udfolder sig og sikrer et gedigent sus i maven.

Det lyder besynderligt, men jeg mærker ikke, at vi falder. Der er ikke en følelse af, at jorden lynhurtig kommer tættere på, mens man falder ukontrolleret, som jeg havde forventet. Vi svæver. Og mærker naturligvis så meget vind og kulde mod hele kroppen, at det ikke er muligt at tale sammen, før de 50 sekunder i frit fald er gået og faldskærmen har foldet sig ud.
Sugene i maven optræder taktvis med, at faldskærmen drejer, når kursen sættes mod landingsbanen på Lufthavnsvej i Vamdrup. Efter omkring fem minutter lander vi sikkert lige ved siden af klubhuset.
Her holder Faldskærmsklubben Skydive2000 til. Klubben har omkring 100 medlemmer og 12 instruktører. Til og med den 5. april er der et stort påskestævne, hvor faldskærmsudspringere kommer fra hele landet for at hoppe foråret i møde.
Påskestævnet er også en lejlighed for interesserede at stifte bekendtskab med sporten. Det kan blandt andet gøres med et tandemspring, hvor man hopper ud sammen med en uddannet tandemmaster, der sørger for at holde styr på alle de tekniske ting og sikkerheden, så man kan nyde udsigten og det adrenalin-sus, man uden tvivl får, når man svæver i himlen.

Luft i modermælken

“Jeg er født ind i det. Mine forældre mødtes i en faldskærmsklub og er stadig aktive, så jeg har været med fra jeg var helt lille. Som 13-årig fik jeg mit første tandemspring og nu har jeg 824 spring,” fortæller 23-årig William Wester, næstformand i Skydive2000 og tandemmaster, som jeg har lagt mit liv i hænderne på, fra mine ben hang ud over døren på det lille fly og igen ramte græsset seks minutter efter.
“Jeg er vild med at være en del af folks første oplevelse med faldskærmsudspring. Det er fedt at give en anderledes oplevelse for livet og min viden om faldskærmsudspring videre”, siger han og kontrollerer udstyret.

Sikkerhed og godt vejr

Man hopper ud med to faldskærme, nemlig den primære og en reserveskærm. Der er tilmeld en sikkerhedsudløser på skærmene, så de selv folder sig ud, i tilfælde af, at en springer får et ildebefindende, og ikke selv kan trække i udløseren.
Desuden er sikkerheden vejrafhængig. Der må ikke blæse mere end 11 meter i sekundet og så skal der være jordsigte, når man hopper ud af flyet, før der kan springes.
Alle er velkomne til at kigge forbi Faldskærmsklubben, også hvis man blot ønsker at tage familien med på tur for at se de mange faldskærmsudspringere lande.
Læs mere på www.Skydive2000.dk eller kontakt William Wester for booking af tandemspring på telefon 27 84 21 09.
Klik på videoen, der er filmet og redigeret af faldskærmsinstruktør Peter Christensen, og se hvordan det gik, da reporter fra Lokalavisen hoppede i tandemspring.