Valgkampen starter i Kolding
Marlene Borst Hansen, medlem af Folketinget for Radikale Venstre, havde forventet, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ville udskrive valg onsdag formiddag. Derfor tog hun til Kolding tirsdag aften, så hun kunne være klar til at skyde valgkampen i gang i sin opstillingskreds, Kolding Syd.
"Jeg vågnede i morges præcis klokken 4.13 og kunne ikke sove mere. Jeg var så spændt. Men her til morgen kan jeg mærke, at spændingen er ved at lette og blive overtaget af gejst for den kommende valgkamp," siger Marlene Borst Hansen.
Klokken 11:45 mødes hun med sine partifæller ved bageren i Lyshøj for at hænge valgplakater op.
"Jeg har også slæbt min mor med. Både hun og jeg skal selv op at kravle i lygtepælene. Det er det, det meste af dagen skal gå med".
Marlene Borst Hansen er ikke kun opstillet i Kolding men i hele Sydjyllands Storkreds. I aften tager hun videre mod Jelling, Vejle og Fredericia for at hænge valgplakater op der.