1000 sommerfugle og kæmpe marathon forude
Dansk Folkepartis lokale folketingsmedlem Karina Adsbøl er som alle andre politikere ved at gå i selvsving over udsigten til, at statsminister Helle Thorning-Schmidt forventes at udskrive valg i klokken 11.
"Jeg har allerede 1000 sommerfugle i maven. Adrenalinen pumper, og der venter et kæmpe marathon forude. Jeg er meget spændt på vælgernes dom," siger Karina Adsbøl.
Hun skulle ellers have været i København i dag, men da hun pludselig kunne høre valgtrommen meget tæt på, valgte hun at blive hjemme.
"Vi skal ud at hænge i lygtepælene i dag. De sidste brikker er ved at falde på plads, så nu er jeg klar, og jeg er i min valgkreds," konstaterer hun.
Ikke et præsidentvalg
Valgkampen er mange steder beskrevet som et præsidentvalg om statsministerposten mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, men Karina Adsbøl fastslår dog, at hun vil gøre alt for at markere sin egne politiske mærkesager.
"Jeg er træt af mudderkast, og det tror jeg også vælgerne er. Jeg vil forsøge at føre en sober valgkamp, hvor jeg primært vil fortælle, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil gøre for mine mærkesager på socialområdet. Og så håber jeg selvfølgelig på fire år mere," siger hun.