Fortsæt til indhold

Kom med til udstillingsåbning og rundvisning

Arkiv
Arkiv

Åbning og rundvisning 7. maj

- Vi mødes foran Hvidovre Rådhus kl. 17 til en kort velkomst. Herfra går rundvisningen langs med Hvidovrevej, hvor vi kommer forbi de fleste af udstillingens historier, siger Anja Olsen fra Forstadsmuseet. - Kom med og hør f.eks. historien om opførelsen af Hvidovre Rådhus, livet som elev på Sønderkærskolen i gamle dage og den dramatiske fortælling om frihedskæmpernes ildkamp på Hvidovrevej. Rundvisningen varer ca. 1½ time og slutter ved Rytterskolen, hvor vi serverer en øl og popcorn. Arrangementet er gratis og for alle, så tilmelding er ikke nødvendig.

En udstilling om byen i byen

Historien i Gaden er rammen om Forstadsmuseets utraditionelle måde at formidle den lokale historie på. Historien fortælles dér, hvor den er sket, ude i byrummet, hvor vi færdes hver dag. Den nye udstilling langs Hvidovrevej synliggør i bogstaveligste forstand historien i gaden på en af Hvidovres mest travle strækninger: Billeder og små korte historier dukker frem under asfalten og fortovsfliserne og gør én opmærksom på, at tingene ikke altid har været eller set ud som i dag. Har man lyst til at få hele historien og se flere billeder, kan man scanne en QR-kode med sin mobiltelefon på det enkelte sted, som leder til historien i dens fulde længde. Hvis det regner, er det også muligt at læse alle de ti historier i ro og mag hjemme fra sofaen. Udstillingen kan f.eks. bruges af enkeltpersoner, der går eller cykler på Hvidovrevej til daglig, skoleklasser i udskolingen, der ønsker at supplere undervisningen med en aktiv form for læring og af grupper, der er på tur i Hvidovre og gerne vil lære om byens historie.