MINDEORD
Preben Dahlstrøm var i en lang årrække meget aktiv både i erhvervs- og foreningslivet i Hvidovre. Sammen med sin kone, Annie, flyttede han til Hvidovre i 1962, hvor han etablerede Håndværkercentrum der bl.a. specialiserede sig i tilbygninger og opførelser af bindingsværkshuse i både Danmark og udlandet. I 1973 startede han Dahlstrøm Byg og Pejse på Arn. Nielsens Boulevard, og i stedet for tilbygningerne byggede han nu udestuer. Ved siden af arbejdet, var han meget aktiv i Hvidovre Lions Club, Fugleskydningsselskabet samt i lokalafdelingen af Dansk Arbejde. I 1999 mistede Preben Dahlstrøm sin elskede kone, Annie, der gik bort efter længere tids sygdom, kun 58 år gammel. I forbindelse med Annies sygdom, solgte Preben sin virksomhed, for at kunne passe hende. Men selvom han nu var pensioneret, var han stadig meget aktiv. Sammen med sin søn etablerede han virksomheden, Press-Display, hvor Preben designede og solgte bladstativer til blandt supermarkeder. Efter nogle år alene mødte Preben, Bente. De to forstod at nyde livet sammen - lige til det sidste. Tiden blev brugt på golf, Tivoliture, rejser og ikke mindst familie, Prebens søn, Claus, og børnebørnene Oscar og Laura. På en rejse til Gran Canaria sammen med Bente, sov Preben stille ind. Hans død kom bag på alle, da Preben var frisk og fuld af livsmod til det sidste. Bisættelsen finder sted på tirsdag den 2. juni kl. 14.00 fra Virum Kirke.