Fortsæt til indhold

Lingren med egne produkter

Arkiv
Arkiv

Den 22-årige Louise Lingren har netop åbnet dørene til sin lille hudplejebutik i Houmeden. Her sælger hun sine egne produkter i allergi- og hudvenlige materialer
Lingren Cosmetics hedder den lille butik, der tilbyder alt indenfor makeup. Webshoppen har eksisteret et år, men det var ønsket om at få foden under egen disk, der fik Louise til at kigge sig om efter egnede lokaler til en butik.
"Jeg fandt dette ideelle lokale i Randers, og min mand og jeg besluttede os derfor for at flytte til byen. Jeg ville gerne have min egen shop, så jeg kan præsentere varerne bedre og få personlig kontakt til mine kunder", fortæller hun.
Louise Lingren får sine produkter fra USA, hvor hun selv bestemmer, hvad der skal være i, og hvilke nuancer der skal føres.
"Jeg havde selv det problem, at jeg ikke kunne finde makeup til en rimelig pris i hudvenlige materialer, derfor besluttede jeg mig for selv at få dem produceret. Så efter en del research fandt jeg frem til en producent i USA, der kunne levere det, jeg gerne ville have til en rimelig pris", fortæller hun.
Og kunderne har taget godt imod de nye produkter, der kort og godt hedder "Lingren".
"Jeg har allerede en lille fast skare, der kommer, fordi deres hud godt kan tåle mit produkt. Og det har været meget vigtigt for mig, at det skulle være hudvenligt, for der er så mange ting i makeup efterhånden, at man aldrig kan vide sig sikker på, om man kan tåle det. Men min mor, der er multiallergiker, kan absolut tåle mine produkter, så det må sige alt", siger hun med et smil.
Hos Lingren Cosmetics kan man få alt indenfor kosmetik, og det er planen, at Louise med tiden vil udvide sortimentet, så der også kommer hudpleje og renseprodukter.
"Men vi skal jo starte et sted, og det er indenfor makeuppen, jeg ser et potentiale", siger hun.
Hendes mål er med tiden også at åbne flere butikker rundt om i landet, men indtil videre holder hun sig altså til butikken i Randers´ hjerte.
Louise Lingren har en handelsbaggrund med eksamener fra Handelsgymnasiet og en uddannelse som markedsøkonom.
Lingren Cosmetics har åben hverdage fra kl. 12-18 og lørdag til kl. 15.