Fire mænd rettede pistol mod kvinde
Fire ukendte mænd sigtede mandag aften på en 24-årig kvinde med en pistol
En 24-årig kvinde fra Esbjerg fik sig mandag aften et kæmpe chok, da hun kom kørende på sin knallert på Stengærdet i Esbjergs østlige del. Her blev hun råbt an af fire unge mænd, der rettede en pistol mod hende. Kvinden kendte ingen af mændene, men meldte naturligvis med det samme oplevelsen til politiet.
På politigården i Esbjerg blev anmeldelsen taget meget alvorligt.
"Vi satte med det samme den helt store efterforskning i gang og sendte masser af patruljer af sted. Kvinden kunne give os et udemærket signalement, og kl. 22.16 kom vi i kontakt med fire personer, der svarede meget præcist til signalementet. Vi fandt også en pistol, som viste sig at være en gaspistol," fortæller Karsten Aaskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Lokalavisen.
De fire unge mænd er alle i alderen 16-17 år. De tre er her fra byen, mens den fjerde har adresse i Silkeborg. De er alle sigtet for trusler på livet, mens to også er sigtet for at være i besiddelse af gaspistolen.