Fortsæt til indhold

”Zebraer” med løvehjerter

Avedøres stribede mandskab tæt på den helt store overraskelse i Sundby Idrætspark

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Man kan ikke sige, at det var ufortjent, idet Fremad havde haft langt det meste spil og rigtig store chancer, men de ramte så også et Avedørehold, der kæmpede med alt.
Træner Jan Christensen var tvunget til en del ændringer på holdet, da Niklas Myhrmann er skadet og midtbanedynamoen Christian Thourp sad karantæne af. Det betød et nyt forsvar, men det fungerede rigtig fint. Der var nogle voldsomme huller i Avedøres højre forsvarsside det meste af 2. halvleg, og dem fandt Fremad legende let. Men selvom hjemmeholdet havde mulighederne, kunne de ikke omsætte chancerne i mål før dybt inde i dommerens overtid.
Emil Vatani havde bragt Avedøre foran efter en halv times spil, da han havde taget ved lære af en lignende situation kort forinden. Først alene igennem med masser af tid, og en svag afslutning lige på målmanden. Ved målet var situationen lidt vanskeligere, da han løb med to forsvarer. Han fik sig kantet forbi dem, og lavede stopfinten for siden at lægge bolden i et tomt mål. Flot detalje og godt kommet igen.
Mikkel Bang havde kort efter en kæmpe mulighed midt foran mål, man fik ikke rigtig træf på bolden. Men spillemæssig dominans af Fremad, der tilsatte tempoet og det direkte spil fra start af 2. halvleg. Efter lidt af et stormløb mod målmand Tobias Nannestad, svarede Avedøre igen med et par halve chancer og med Emil Vatani som arkitekt. På midten sloges Chris Lindskow Pedersen med både overblik og konsekvens, hvor kræfterne så småt begyndte at slippe op for de øvrige kæmpere.
Mikkel Bang kunne have lukket kampen, da han satte sidste fod på et godt indlæg fra Thomas Petersen, men hans skud gik over mål. Efter Fremads udligning havde først indskiftede Bjørn Jensen et tomt mål fra spids vinkel at skyde i, men skuddet strøg udenom opstanderen. Indskiftede Martin Nordentoft havde også alle muligheder, men valgte pasningen til Simon Duer, der bankede bolden højt over mål. Så egentlig mange muligheder til Avedøre, og de skal tages med til kampen onsdag aften hjemme mod Hvidovre.
- Jeg kan kun være tilfreds med den præstation, holdet leverede, konstaterede træner Jan Christensen.
- Imponerende, som der bliver kæmpet. Der er ikke mange hold, der får point i Sundby Idrætspark, og vi var så tætte på at tage alle tre. Nu skal spillerne hjem og restituere og have depoterne fyldt op, så vi er klar til onsdagens kamp mod Hvidovre. De har så lige fået to ekstra dages restitution, da de spillede fredag aften, men det er vilkårene...
- Jeg håber, at både Niklas Myhrmann og Magnus Romme Larsen bliver klar igen. Christian Thorup glider ind på sin vante plads, hvor Thomas Petersen i værste fald er færdig med sæsonen. Han fik noget med knæet, og det virkede lidt voldsomt...