Fortsæt til indhold

Sundhed er afgørende

Arkiv
Peter Kofod Poulsen, regionsrådsmedlem og folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Aabenraakredsen, Rolighedsvej 30, Haderslev.

Sygehusbyggerierne i Danmark er pressede for tiden. Sådan er det også for det nye sygehus i Aabenraa, hvor regionsrådet på sidste møde besluttede flere indskrænkninger af byggeriet. Bl.a. besluttede regionsrådet at skære to operationsstuer fra, at der ikke bygges auditorium, at produktionsapoteket skal forblive i Sønderborg, at der bliver en sengestue mindre ligesom udendørsarealerne bliver mindre.
Det er dybt frustrerende, at pengene simpelthen er for små i sundhedsvæsnet – regeringens hårde økonomiske politik begrænser regionens muligheder for at investere i vores fælles sundhed og i sygehuset i Aabenraa.
Det er ikke i orden. Sagen er den, at trygheden er under pres i disse år – og netop trygheden i sundhed er helt afgørende for et godt samfund. For det siger sig selv, at hvis man en dag rammes af en livstruende sygdom, så skal man have den bedste sundhedsbehandling.
Derfor har Dansk Folkeparti foreslået, at sundhedsvæsnet får tilført en milliard kroner mere, der skal gå direkte til sygehusbyggerierne, så vi i fremtiden får nogle driftsstærke og sollide sygehuse, og hvor man som borger kan være tryg under behandlingen. Pengene til denne investering i sundhedsvæsnet skal komme ved at rulle dele af venstrefløjens store erhvervsskattelettelse tilbage.
Vores sundhed og sygehuse er hamrende afgørende for trygheden – derfor bør vi investere ekstra penge indenfor sygehusbyggerier.