Flere indbrud i Sønderborg
Der har været flere indbrud i Sønderborg det sidste døgns tid, oplyser Sønderborg Politi.
I går formiddag mellem kl. 9.00 og 9.30 blev der begået indbrug i en villa på Kærmindevej i Sønderborg. Tyven kom ind ved at knuse en rude med en sten. Der er ikke overblik over, hvad der er stjålet.
Politiet har desuden fået anmeldelse om et mistænkeligt forhold i går omkring kl. 22.30. Der bliver ringet på døren ved en bolig på Hybenvej i Sønderborg. Da huset beboer åbner døren, ser han 3-4 personer løbe derfra. Politiet formoder, at det måske var forberedelse til et indbrud.
Omkring en time senere, kl. 23.35, går alarmen i en nærliggende villa på B.S. Ingemanns Vej. Vidner ser en mand løbe derfra, da alarmen går. Der er sandsynligvis ikke stjålet noget.
Også plejehjemmet på Mågevænget i Ulkebøl har haft besøg af tyve. Mellem kl. 21.00 og 02.33 brød tyve ind i en bolig ved at knuse en rude med en sten. Der blev stjålet en pung indeholdende et mindre beløb samt en kanton cigaretter af mærket Rød Prince. Boligens beboer sov i sin seng, mens indbruddet skete.
Har man oplysninger i nogen af sagerne, kan man kontakte Sønderborg Politi på tlf. 114.