Cyklist har fået alvorlige hovedskader
Arkiv
En 54-årig kvindelig cyklist pådrog sig i går alvorlige hovedskader, da hun blev påkørt af en bilist i krydset ved Vestergade og Sysselbjergvej i Almind.
Ifølge Lokalpolitiet i Kolding skete ulykken, da bilisten, en 38-årig kvinde, ikke overholdt sin ubetingede vigepligt. Det resulterede i, at cyklisten blev slynget af cyklen og slog efterfølgende hovedet i asfalten. Hun var i en overgang bevidstløs på stedet, og ved ankomsten til sygehuset blev det også hurtigt konstateret, at hun havde pådraget sig blodansamlinger i hovedet. Derfor blev hun overført til Odense Universitetshospital.
Politiet oplyser, at på trods af de kraftige hovedlæsioner, kvinden nu er uden for livsfare.