Indstil besparelserne af det statslige beredskab!
Folketinget har igen haft chancen for at trække besparelserne på det statslige beredskab tilbage, da besparelserne har alvorlige konsekvenser for det nationale beredskab i forhold til naturkatastrofer, internationale operationer og i forbindelse med terror.
Regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti har siddet alle advarsler overhørigt og vælger at fastholde de brutale besparelser, hvor man beskærer budgettet med 125 mio. kr. eller en fjerdel på dette vigtige område.
Konsekvenserne rammer Haderslev hårdt, da vi risikerer at miste lokale arbejdspladser samt en uddannelsesinstitution. Herudover vil det samlede beredskab risikere at miste mange års opsparet viden og erfaring i at håndtere krisesituationer i en noget kaotisk proces som man har sat i gang.
En svækkelse af vores redningsberedskab er derfor en klar svækkelse af landets terrorberedskab. Derfor skal de bebudede besparelser som minimum droppes og en plan iværksættes for, hvordan vi styrker vores redningsberedskab. Det vil også være en naturlig forlængelse af den strategi som Politiet har iværksat i forhold til det nationale beredskab med henblik på at sikre beredskabsparatheden ved terrorhændelser. Strategien skal sikre den nødvendige uddannelse og træning, samt at man har det nødvendige udstyr.
Det Konservative Folkeparti har i lang tid kæmpet for at sløjfe besparelserne på beredskabet. Det er helt ubegribeligt at lokale folketingspolitikere fra Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti vælger at gamble med danskernes tryghed og sikkerhed, på et tidspunkt, hvor vi gentagende gange har set vigtigheden af at have et stærkt beredskab.