Fortsæt til indhold

Det gamle posthus skal måske rives ned!

Tilbage i november 2012 købte Hvidovre Kommune det gamle posthus på hjørnet af Høvedstensvej og Hvidovrevej - nu undersøges det, hvad det vil koste at nedrive det

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Bygningerne står imidlertid stadigvæk tomme og der er ikke sket meget siden handlen blev indgået. Kommunalbestyrelsen godkendte i august sidste år et forslag til etablering af sundhedshus på Hvidovrevej 272, herunder flytning af funktioner til det gamle posthus fra Sundhedscentret på Høvedstensvej 3 samt fra Medborgerhuset.

For dyrt og for småt

I går, mandag den 18. maj, var sagen på økonomiudvalgets dagsorden. Mødet blev imidlertid afholdt efter avisens deadline - så hvad økonomiudvalget besluttede, må vente til næste uges avis. Imidlertid skulle økonomiudvalget forholde sig til en noget overraskende indstilling, besluttet i teknik- og miljøudvalget den 6. maj. Her stiilede udvalget nemlig et ændringsforslag om, at der til brug for den videre behandling af hjørnegrundens fremtid udregnes et overslag over, hvad det vil koste at nedrive sundhedscentret og posthuset og opføre et nyt sundhedshus! Teknik- og miljøudvalget havde på sin dagsorden den 6. maj ellers tre forskellige forslag at tage stilling til. Der er tidligere afsat 25 mio. kr. til projektet med ombygningen af det gamle posthus til sundhedscenter. På udvalgets dagsorden den 6. maj var der tre forslag til henholdsvis 25, 33 og 34 mio. kr. at tage stilling til. Med de tre forslag fulgte en noget nedslående besked fra kommunens bygherrerådgiver COWI A/S: COWI A/S har gennemgået funktionsbehov i forhold til projektets rammebetingelser og fundet, at der er et misforhold mellem projektets formål, rådighedsareal, lovkrav og økonomi. Såfremt alle krav og funktioner skal opfyldes, er der både en økonomisk manko på 7,6 mio. kr. og en arealmanko på 800 m2. Udgangen på mødet i teknik- og miljøudvalget blev som nævnt en beslutning om at undersøge, hvad det vil koste at jævne det kommunale ejendomskøb med jorden. Og i går har økonomiudvalget så besluttet, hvad kommunalbestyrelsen i næste uge skal tage stilling til. Skulle medlemmerne af kommunalbestyrelsen have glemt, hvad det var de i sin tid godkendte at købe, er her lidt hjælp til forberedelse af mødet og en lille hjælp til hukommelsen: I oktober 2012 - måneden inden Hvidovre Kommune købte det gamle posthus - blev der nemlig udført en bygningsvurdering: Bygningen er solid og godt bygget af overvejende robuste materialer. Indvendigt virker den slidt og præget af manglende vedligeholdelse og mangelfuld rengøring. Efter nedlæggelse af publikumsekspeditionen er ekspeditionslokalet blevet ryddet og anvendt til pakkesortering. Lokalet bærer derfor præg af hårdhændet brug, og andre dele af bygningen bærer præg af ikke at have været i brug de senere år. En del af stueetagen mod Høvedstensvej har været udlejet og er i pæn stand med nyere parketgulve og gipslofter. Som helhed er bygningen - også på baggrund af sin konstruktion - velegnet til ombygning til kontorformål, hedder det blandt andet i bygningsvurderingen...