Fortsæt til indhold

Sejlende turisme til Randers

Udbyhøj Lystbådehavn og den omkringliggende natur skal gøres endnu mere attraktiv for områdets beboere, gæster og turister. Et nyt projekt skal nemlig i løbet af 2015 skabe en række nye, spændende aktivitetsmuligheder ved Udbyhøj Nord og Syd ved udmunding

Arkiv
Arkiv

For tre år siden kunne Randers Kommune indvie den nye lystbådehavn i Udbyhøj. Havnen ligger naturskønt ved Randers Fjords udmunding til Kattegat - omgivet af fjord, hav og en skøn strand. Derfor er området også en del af den kommende Naturpark Randers Fjord, og nu er tiden inde til at gøre Udbyhøj-området endnu mere attraktivt for friluftsinteresserede gæster og borgere.
Man kan næsten sige, at Randers har en hemmelig strand, der ikke er kendt af ret mange byboere. Randrusianere er vant til at tage til Fjellerup, der ligger godt en halv time væk, eller Øster Hurup og Mols der ligger cirka 45 minutter væk, men Randers har faktisk selv Udbyhøj Strand, der også kun ligger en halv time væk - og endda med rigtig gode busforbindelser.

Mange nye aktivitetsmuligheder

Randers Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning har fået tilsagn om projektmidler fra LAG Randers, Ministeriet for fødevarer, Landbrug og Fiskeri og ELRO-fonden. I øjeblikket afventer man svar fra Friluftsrådet og Naturstyrelsen, og hvis meldingen herfra er positiv, vil der i alt være tre millioner kroner at gøre godt med i projektet.
Pengene skal bruges til at gøre indgangen til Naturpark Randers Fjord mere attraktiv ved at skabe en række nye aktivitetsmuligheder for borgerne, og der er stillet flere forslag til disse aktivitetsmuligheder: Etablering af et kajakhotel, hvor til-sejlende kajakroere kan få opbevaret deres kajakker. Det nuværende overdækkede område til at spise ens medbragte madpakke på Udbyhøj Lystbådehavn skal afskærmes yderligere for vind og vejr for at skabe hygge og læ for de besøgende. Der skal opføres en række træ-terrasser, så man, når vejret tillader det, kan komme til at sidde tæt ud mod fjorden. Derudover skal der etableres en række andre opholds- og hyggearealer med både borde, bænke og læ. Planerne er også at opføre aktiviteter som en beachvolleybane, en bålplads og en aktivitetsplads, samt et lille hus til den nuværende Grejbase, hvor man kan få ideer til aktiviteter og låne udstyr som for eksempel krabbefangere, waders, kikkerter, fiskenet og stereolupper. Kronen på værket er et nyt sømærke, som skal være synligt fra vandsiden - sømærket skal samtidig fungere som udkigspost, samlingssted og formidlingsplatform.
”Udbyhøj-området er et unikt sted med gode muligheder for både at fiske eller se på fugle, ligesom det er et godt sted at nyde både vand og strand. Det skal vi naturligvis understøtte ved at gøre mulighederne endnu bedre,” siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Mogens Nyholm.

Borgerinddragelse

Der skal også sættes gang i et stort projekt med borgerinddragelse, hvor lokale borgere skal være med til at formidle naturen omkring Randers Fjord. Kommunen vil med midler fra Friluftsrådet sætte gang i en proces, hvor lokale borgere kan være med til at pege på løsninger og muligheder for at få etableret et besøgscenter i Udbyhøj.
”Det er utroligt vigtigt, at vi lytter til de lokale, som har kendskab til området. Det giver os den helt rette viden til, hvordan vi kan udvikle fritidsmulighederne – både for borgerne selv, men også for områdets gæster,” konkluderer Mogens Nyholm.
Den kommende Naturpark Randers Fjord med et aktivt besøgscenter i Udbyhøj og nye muligheder for friluftslivet i området vil også få en økonomisk afledt effekt. Det mener Daniel Madié, der er formand for Erhvervs- og Landdistriktsudvalget.
”Området har en unik natur og beliggenhed, som gør det til et godt turistpotentiale. Det er en mulighed for at sikre landområderne langs fjorden. Fritidsliv, naturbevarelse og vækst går i dette tilfælde hånd i hånd, og det ønsker vi som kommune en dialog med borgerne om,” siger Daniel Madié, som også nævner mulighederne for at få større både helt ind til bunden af Randers Havn. ”Man kunne drømme om mobile flydebroer til større både, så man inde i hjertet af Randers Havn kan lægge til tæt ved restauranter, indkøb, musik og andre aktiviteter i byen.”