Fortsæt til indhold

Nu får du nye muligheder med et EfB-sæsonkort

Arkiv
Arkiv

EfB har nu indledt i dag salget af sæsonkort til de 2.175, der i 2014-2015-sæsonen valgte at sikre sig billet til samtlige hjemmekampe. Når der 26. juni åbnes for salg til nye sæsonkortholdere, vil også de kunne gøre brug af nye produkter og familievenlige tilbud.
I fjor nedsatte EfB prisen på sæsonkort til ståpladser og siddepladser på dele af Blue Water Arena og indførte generelt billigere billetpriser på SE Tribunen (D-tribunen). De attraktive priser for at trække flere faste tilskuere havde deres effekt. Antallet af solgte sæsonkort steg til 2.175, en stigning på 29 procent og det højeste nogensinde.
"Vi fastholder de gunstige priser og belønner ydermere de EfB-tilhængere, der køber sæsonkort sæson efter sæson. Endvidere har vi et tilbud til sæsonkortkøbere, der på forhånd ved, at de på grund af længere udlandsophold, arbejdsturnus eller andet ikke vil være i stand til at se alle hjemmekampe. Vi kalder det EfB flex. Endelig giver vi børnefamilier mulighed for at komme billigt til fodbold ved at sænke prisen på juniorsæsonkort (3-16 år) fra 500 til 200 kr. på D-tribunen. Hensigten med det hele er, at vi gerne vil have endnu flere til at være faste tilskuere til EfB’s hjemmekampe," siger salgschef Henrik Tønder.
Nuværende sæsonkortholdere, der ønsker at forny deres sæsonkort, får frem til og med 22. juni en rabat på 100 kr. på de fleste pladser i forhold til udsalgsprisen. Salget begynder i dag, torsdag kl. 13.00, på www.efbbillet.dk /forny. Når salget af sæsonkort til nye sæsonkortholdere åbner 26. juni kl. 10.00, vil eventuelt ikke fornyede sæsonkort være til salg.
Det nye sæsonkortprodukt, EfB flex, giver mere fleksibilitet. Hvis du er forhindret i at se en kamp, kan du frigive din plads, så en anden kan få glæde af den. Til gengæld modtager du en voucher, der giver en fribillet til en valgfri kamp, dog ikke Brøndby IF og FC København. På den måde kan du på dit sæsonkort tage et familiemedlem, en ven eller din nabo med til fodbold. Du kan også gøre brug af det fleksible sæsonkort, hvis du til en bestemt kamp ønsker at opholde dig et andet sted på stadion. Et EfB flex-sæsonkort koster 150 kr. oven i den ordinære pris, og det kan tilkøbes sæsonkort til siddepladser.
EfB sænkede i fjor prisen på sæsonkort til ståpladser væsentligt, så det nu er muligt at se alle kampe fra stemningsafsnittet eller nedre B på Frøs Tribunen for 800 kr. Priserne for sæsonkort til siddepladser er fastholdt i niveauet 1.000-1.500 kr. afhængig af tribune. Derimod er priserne på sæsonkort til børn på tribunen, der er børnefamiliernes foretrukne placering, som nævnt sænket fra 500 til 200 kr. Et unummereret sæsonkort til voksne og pensionister på D-tribunen koster fortsat 1.000 kr. Når du køber sæsonkort, skal du være opmærksom på, at Sport & Event Park Esbjerg med virkning fra den nye sæson indfører rygeforbud på alle tribuneafsnit med siddepladser, inklusive tilhørende gangarealer. Der etableres særlige rygeområder. På tribuneafsnit med udelukkende ståpladser er der intet rygeforbud.
"Med rygeforbuddet på store dele af Blue Water Arena kan vi tilbyde et røgfrit miljø, uden at det afskærer rygere fra at være her. Hvis vi tager hensyn til hinanden, er jeg sikker på, at vores stadion bliver endnu mere behagelig at opholde sig på, når EfB spiller sine hjemmekampe. Vi glæder os alle til en ny, spændende sæson med masser af fodboldoplevelser på Blue Water Arena – og forhåbentlig atter med et højt antal sæsonkortholdere på tribunerne," siger salgschef Henrik Tønder.
På www.efb.dk kan du under menupunktet Sæsonkort og billetter læse mere om de spændende muligheder for at købe sæsonkort til den nye sæson.