Fortsæt til indhold

Danmark har brug for reformer i et større perspektiv

Arkiv
Arkiv

Der er brug for reformer, der sikrer vækst og velstand mange år ud i fremtiden, hvis der skal være råd til den nære velfærd, vi alle ønsker.
Sådan lyder det fra Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen, der glæder sig over, at det længe ventede folketingsvalg nu er blevet udskrevet og afholdes torsdag den 18. juni 2015.
Han understreger, at Liberal Alliance går til valg på en fuldt gennemregnet reformplan for dansk økonomi, der vil gøre Danmark til et rigere land.
"Liberal Alliance har ventet længe på denne dag, og vi er mere end klar til den kommende valgkamp, hvor vi vil koncentrere os om at tale konkret politik. Vi har fremlagt en 2025-plan, og den vil ifølge Finansministeriets egne beregninger øge beskæftigelsen med 124.000 og velstanden med 108 mia. kr. Samtidig vil vores plan sikre, at en almindelig familie får 40.000 kroner mere til sig selv hvert år, at grundskylden fastfryses, at registreringsafgiften på biler helt afskaffes og at vi har penge nok til at passe på de flere ældre, der kommer til i de kommende år. Det er konkret politik, der vil føre til et Danmark, hvor flere er i arbejde, og hvor der er råd til førsteklasses hjælp til de, der har behov," siger Anders Samuelsen.
Han håber på, at den kommende valgkamp vil komme til at handle om konkret politik og de økonomiske udfordringer, som Danmark står overfor.
"Vi har som det eneste parti fremlagt en samlet økonomisk plan før valget, og jeg håber da på, at de andre partier også vil komme med et gennemregnet bud på, hvad de vil gøre for Danmark. På den måde kan vi få valgkampen til at handle om konkret politik. Danmark er fortsat under pres, fordi alt for mange mennesker er parkeret udenfor arbejdsmarkedet, og fordi udsigten til vækst er meget beskeden. Men det kan vi gøre noget ved, hvis vi gennemfører de økonomiske reformer, der skal til for at sikre vækst, fremgang og begejstring. Og det er lige præcis, hvad Liberal Alliance kæmper for," slutter Anders Samuelsen.
pm