Kom og støt spillerne i skæbnekampen
Med tirsdagens 1-0-nederlag til AaB i overtiden er det en kendsgerning, at Esbjerg fB søndag kl. 16.00 møder FC Vestsjælland på Blue Water Arena i en direkte nedrykningsduel, der kan få afgørende betydning for, hvilket af de to mandskaber der skal følge Silkeborg IF ned i NordicBet Ligaen.
Får EfB point, har klubben sikret sin eksistens i Alka Superliga. Vinder FC Vestsjælland, og EfB's pointforspring reduceres til et enkelt point, har sjællænderne fordelen af en på papiret lettere kamp i sidste spillerunde. Slagelse-mandskabet møder hjemme allerede nedrykningsdømte Silkeborg, mens EfB skal til Brøndby.
"Vi har bragt os selv i en situation, hvor de to mulige nedrykkere mødes i en direkte duel i næstsidste spillerunde. Vi har fordel af hjemmebane, og jeg håber, hele Sydvestjylland vil bakke spillerne op, så vi søndag kl. 18.00 har sikret en ny sæson i Alka Superliga. Jeg opfordrer alle fodboldtilhængere i vores region til at komme til fodbold på Blue Water Arena søndag eftermiddag, så vi kan sikre, at der også bliver spillet fodbold på højeste niveau i Esbjerg efter sommerferien. Det kan blive mere spændende, end vi bryder os om, men sådan er fodbold også," siger EfB's adm. direktør, Søren Poulsen.
EfB's trup har det seneste år gennemgået store forandringer, og processen med at integrere nye spillere til erstatning for de profiler, der er solgt til klubber i ind- og udland, er ikke afsluttet.
"Ingen ønsker mere end spillerne at præstere, og de har brug for al den opbakning, vi kan mobilisere i hele vores region. De ved, at de har skuffet mange tilhængere i denne sæson, og at mange bærer følelser uden på den blåhvide trøje. Det nytter ikke at vende dem ryggen på det mest kritiske tidspunkt. Derfor: Kom og bak op i 90 minutter – plus overtid," siger Søren Poulsen.
Du kan købe billetter til kampen mellem EfB og FC Vestsjælland søndag kl. 16.00 på Blue Water Arena på www.efbbillet.dk.