"Giftgrunde skal oprenses nu!"
SF's folketingsmedlem, Karina Lorentzen Dehnhardt, langer ud efter Haderslev kommune
"Med tiden er både myndigheder og fabrikker blevet en del klogere på, at fabrikkers efterladenskaber kan havne i natur og hav, og være dybt forurenende – og heldigvis for det. Det ændrer dog ikke på, at fortidens uvidenhed og manglende opmærksomhed stadig lurer i vores undergrund, og at der derfor er kraftigt forurenede grunde. Det gælder ikke mindst i Haderslev Kommune, hvor der er jord fyldt med giftstoffer fra virksomheder som Brdr. Gram og Bevtoft Savværk," siger SF's folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt, som fortsætter:
"Disse giftefterladenskaber skal tages alvorligt, for de truer vores drikkevand, natur og sundhed, og ingen har selvfølgelig lyst til at være nabo til sådanne giftdepoter, da det skaber utryghed. Derfor skal vi have oprenset disse forurenede grunde, og det kan ikke gå stærkt nok."
Står på standby
Folketingsmedlemmet er ikke tilfreds med det tempo oprensningen har:
"På nogle giftgrunde, i Haderslev kommune, er status på indsatsen for oprensningen, lige foreløbigt, standby. Det betyder, at man først har til hensigt, at gøre noget ved de forurenede grunde om ti år eller mere, og oven i de ti år, tager det ca. 40 år, at få renset al giften helt væk. Det betyder at vi om minimum 50 år kan forvente at alle giftgrunde i Haderslev er rene. Det synes vi i SF ikke er godt nok, og at det skal gå meget hurtigere. Det er simpelthen alt for risikabelt for vores natur, og der er ingen samfundsøkonomisk gevinst ved at udsætte oprydningen," siger Karina Lorentzen og slutter:
"Vi foreslår derfor at oprette en fond på 185 mio. kr., som skal finansieres af skatteindtægterne fra det forventede salg af Cheminova. Her vil regionerne få godtgjort halvdelen af udgiften til oprensning, mens de kan låne sig til den resterende halvdel. Samtidig skal der laves en oprensningsplan, så alle grunde er renset i 2025. Vi skal nemlig i gang nu og ikke om 10 år."