Spændende paneldebat på Tapperiet
Onsdag aften den 10. juni kl. 18.00
VALG 2015: Valgkampen til folketingsvalget 2015 er over os og det er således nu, at holdningerne skal prøves og vælgerne overbevises.
Derfor inviteres der til paneldebat på Tapperiet, hvor ti af de opstillede partier til folketingsvalget debatterer politik og mærkesager.
Onsdag den 10. juni fra kl. 18 lægges der op til et brag af en politisk paneldebataften i Tapperiets koncertsal, hvor der vil være højt til loftet – og hvor der er plads til store tanker og endnu større armbevægelser. Aftenens ordstyrer Katrine Wied fra Dagbladet sørger for, at publikum og politikerne bliver ledt godt gennem debatten.
Om tankerne bag arrangementet siger kunstnerisk leder på Tapperiet Jakob Baggesen:
- Tapperiet er et sted, hvor en levende og til tider højtflyvende og fri debat er en naturlig del af måden, vi er sammen på. Derfor er det oplagt for os at sætte rammerne for en god politisk debat, nu hvor valgkampen spidser til. Vi ønsker at give byens borgere lejlighed til at møde de politiske partier og høre nærmere om deres visioner for landet.
I panelet deltager bl.a. Henrik Sass Larsen (A), Jeppe Trolle (R), Christian Wedell-Neergaard (K), Jacob Mark (SF), Liselott Blixt (DF), Morten Dahlin (V), Andreas Hastrup (LA, Rasmus Nordqvist (Å) og Ivan Mott (Ø).
Demokratisk fest
Da et folketingsvalg og hertil hørende valgkamp er demokratiets fest, bliver rammerne for paneldebatten også festlige.
Der vil således være live funkmusik ved lokale musikere inden debatten går i gang og der serveres gratis flæsk samt slush-ice i de forskellige partifarver. Herudover er det muligt at købe kolde øl, vin og vand under hele arrangementet.
Der er gratis entré til paneldebatten og det fulde program og deltagerliste til arrangementet kan ses på Tapperiets hjemmeside: www.tapperiet.nu.
Vel mødt til en paneldebat med funk, flæsk, fadøl og masser af politisk debat.
pm