Gammel kending giver nyt blod
Den nye talent-coach Martin Rønn Spangen skal videreudvikle og sikre en konstant kerne unge talenter
- Martin Rønn Spangen er ny som træner i HVK, men en rutineret herre både på og uden for banen, oplyser bestyrelsesmedlem Christina Schärfe Lambach fra Hvidovre Volleyball Klub - Med 14 år som aktiv spiller i volleyligaen og flere års erfaring som coach for blandt andet det guldvindende elite-hold fra Brøndby, siger klubben velkommen til et “power-house”... - I den sidste del af volleysæsonen har et kendt ansigt i volleyballklubbens ligahistorie atter været at finde i Danske Bank Hallen. Martin Rønn Spangen, tidligere kant på ligaholdet, er tilbage i klubben som træner. For nogle år siden begyndte klubben et målrettet arbejde for på en og samme gang at have et bredde-tilbud og samtidig udvikle talenter, der kunne nå eliteniveau. Det er særligt talentudvikling og flowet mellem årgange og kompetenceniveauer, Martin Rønn Spangen vil fokusere på... Martin Rønn Spangen: - Jeg har nogle klare mål, som er helt afstemt med klubben og det værdigrundlag, den bygger på. Jeg vil sætte fokus på at få udviklet spillernes tekniske niveau og få spillerne til at turde bruge deres udvikling, også når de spiller kamp. Og så er jeg ambitiøs, det er ingen hemmelighed. Jeg vil arbejde for at etablere vores Wildcard-hold i den øvre del af 2. division og på sigt at få det i 1. division... - At arbejde med talentudvikling kræver at vi i klubben har et konstant godt flow i udviklingen af ungdomsspillere til Wildcard-holdet og videre til ligaholdet eller til det niveau, som den enkelte kan formå og ønsker at dedikere sig til...
Dynamisk duo
Martin Rønn Spangen kommer til at danne tæt parløb med den nye coach for ligaholdet, Martin Olesen. - De to kender hinanden godt og har de samme grundlæggende synspunkter på volleyball. Nu glæder vi os til snart at kunne melde ud, hvem der i kommende sæson er primær ansvarlig for ungdoms- og teen-afdeling. Det er afgørende vigtigt, at den post beklædes af en coach med både rutine og overblik, og som kan give input til såvel breddespillet som talentudvikling set med ungdoms- og teenøjne. Vi har naturligvis dialog med et par emner og håber meget på, at de slår til. Vi fortsætter naturligvis med at benytte egne unge spillere, som vi fokuserer på at uddanne optimalt, slutter Sportschef Thomas Stryhn.