De selvejende børnehaver holdt fernisering
Omkring 150 børn samt medarbejdere fra de selvejende institutioner i Hvidovre var mødt op for at vise deres kunst frem. Udstillingen blev åbnet af direktør i Landsorganisationen for danske daginstitutioner Palle Woss. - Det er sjældent at kunstnerne sidder på gulvet, når der skal åbnes en udstilling, men jeg forstår godt at I trænger til det efter jeres store arbejde, sagde direktøren til de mange fremmødte børn før han klippede den røde snor over og åbnede udstillingen. Derefter myldrede børnene hen for at se de mange flotte værker, som de har med på udstillingen. 4-årige Marcus fra Børnehavehuset Brostykkevej viste sine kunstværker frem til pressen. - Det var ikke så svært, men det var lidt hårdt, sagde han og viste med armen, hvordan han havde fået sit flotte resultat. Børnene i Børnehavehuset Brostykkevej har forud for ferniseringen haft fire ugers kunstprojekt. - Det har vi en gang om året, og det er noget vi er rigtig glade for. I år har vi prøvet at arbejde med nye materialer, sagde leder af den selvejende institution Karin Gülstorff.