Fire mænd bag indbrudsforsøg i kiosk
Tre af de fire slap væk fra politiet
GREVE: Natten til tirsdag, kl. 02.19 fik politiet en anmeldelse om, at fire mænd var i færd med at bryde hoveddøren op til kiosken på Hundige S-station, Hundige Stationsvej i Greve.
Inden politiets patruljer nåede frem, havde gerningsmændene opgivet og forladt stedet uden at få adgang til kiosken.
En af patruljerne var en hundepatrulje, hvor en tjenestehund kunne følge et spor ca. 100 meter væk, hvor hunden fandt en mand, der gemte sig i en busk.
Han blev anholdt som mistænkt for at være en af gerningsmændene, og i nærheden af gemmestedet fandt politihunden en skruetrækker i et buskads.
Opbrydningsspor ved kiosken passede umiddelbart med, at skruetrækkeren havde været anvendt.
Under fortsat eftersøgning med politihunden fandt den endnu en gerningsmand i et tæt buskads, men denne gerningsmand forcerede et hegn mod jernbanen og slap dermed fri fra politihunden.
Trods intens eftersøgning i området ved Søjlegården lykkedes det desværre ikke politiet at finde denne gerningsmand eller nogen af de to øvrige mistænkte.
Den anholdte havde ingen personlige papirer på sig, men oplyste at være at være en 28-årig mand – muligt fra Sydøsteuropa.
Politiet arbejder nu på at få den anholdte identificeret, inden han skal sigtes og afhøres til sagen.
Politiets jurister vil herefter tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades efter endt sagsbehandling.
pm