EM i golf med deltager fra Kolding
Dansk Golf Union kan offentliggøre holdene til årets Europæiske holdmesterskaber, der alle afvikles i samme periode fra den 7. - 11. juli
EM drenge afvikles på Pikala Golf Club's Park Course i Finland og følgende spillere er udtaget: John Axelsen (Sorø), Christoffer Bring (Næstved), Alexander Frances (Møn), Jonathan Gøth-Rasmussen (Helsingør) Zacharias Agerbak (Smørum), Frederik Hedmark (Kolding). Medrejsende træner er Martin Raal Kold.
"Ser man på drengenes placeringer på amatørverdensranglisten, så er det et hold med stort potentiale og et stærkere og mere erfarent hold end det, der fik en syvende plads sidste år. Finland har inspireret til mange individuelle danske sejre siden 2010 og drengeholdet har tidligere vundet guld i 2007 og 2009, så ambitionerne er høje," fortæller Martin Raal Kold.
EM for hold afvikles ved at der i de første to dage spilles 18 hullers slagspil, hvor fem ud af seks scores pr. dag tæller til holdets samlede score.
De otte lande med lavest samlede score efter de 36 hullers kvalifikation, spiller hulspil over 36 huller pr. dag efter cupsystemet med hhv. to foursomes og fem singles. Øvrige hold spiller hulspil over 18 huller med en foursome og fire singler.