Fortsæt til indhold

Region Sjælland investerer massivt i ny jobskabelse

Regionsrådet har ivedtaget en investeringsplan på 380 millioner kroner, som skal booste vækst, udvikling og beskæftigelse i Region Sjælland i 2015-16

Arkiv
Arkiv

REGIONALT: Med en ny investeringsplan på 380 millioner kroner sætter Regionsrådet i Region Sjælland og Vækstforum nu yderligere fart over arbejdet med at fremme vækst, udvikling og beskæftigelse i regionen.
Investeringsplanen er en del af den nye regionale vækst og udviklingsstrategi (ReVUS), som danner rammen for Regionsrådets og Vækstforums arbejde med at skabe en attraktiv region.
Jens Stenbæk, formand for Region Sjælland samt Vækstforum, kalder strategien og investeringsplanen en drejebog for morgendagens velstand i Region Sjælland.
- Det er aktiviteter, som fremmer jobskabelse i regionen ved direkte at arbejde for at virksomheder i regionen kommer til at løse nye opgaver i forbindelse med de mange store anlægsinvesteringer. Men også indirekte i kraft af at der arbejdes med at øge virksomhedernes innovationsevne, internationalisering og konkurrenceevne, siger Jens Stenbæk.

835 nye jobs

Det estimeres, at der i kølvandet på investeringsplanen vil følge 835 nye jobs i Region Sjælland.
Regionens analyser viser, at det især er inden for bygge og anlæg, transport og logistik, bioøkonomi og fødevarebranchen, at de største vækstpotentialer findes.
Den regionale vækst- og udviklingsstrategi bliver også brugt til samlet set at hæve befolkningens uddannelsesniveau.
Blandt de mange initiativer og tiltag i investeringsplanen er det såkaldte Team Vækstdanmark, som er blevet til i et samarbejde mellem regionerne og de fem regioners vækstfora.
Formålet er at skabe en elite af højvækstvirksomheder gennem landsdækkende samarbejde med international profil. Alene dette projekt skal skabe 100-150 nye arbejdspladser og øge antallet af vækstvirksomheder i regionen med 20 procent over fem år.

Første region med samlet strategi

Region Sjælland er sammen med Vækstforum Sjælland den første region i Danmark, der formulerer en samlet strategi for, hvordan der skabes vækst og udvikling i hele regionen.
Konkret skal der inden år 2020 være 220.000 ansatte i de private virksomheder i regionen. Det svarer til en stigning på 17 procent. Samtidig skal 25 procent flere unge have en erhvervsuddannelse.
Nicolai Nicolaisen, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Region Sjælland, ser et stort potentiale i at udnytte de store anlægsbyggerier til at skabe vækst i Region Sjælland.
- Der bliver investeret over 140 milliarder kroner i byggerier de kommende år i Region Sjælland og den skattekiste af muligheder, skal vi udnytte. Derfor har vi lavet en meget fokuseret strategi og investeringsplan, hvor vi prioriterer de virksomheder, der både kan og vil bidrage til vækst og flere arbejdspladser i regionen, lyder det fra Nicolai Nicolaisen.
En velfungerende og tilstrækkelig mobil- og bredbåndsdækning er også helt afgørende for vækst og udvikling i Region Sjælland.
- Regeringen har som ambition, at der i år 2020 skal være 100 procent mobildækning. Det kan vi ikke vente på. Regionen og de sjællandske kommuner vil arbejde for at skabe et politisk pres, så planerne forhåbentligt iværksættes betydeligt før 2020, siger Nicolai Nicolaisen.
Den nye regionale vækst og udviklingsstrategi gælder for perioden 2015-2018. Den samlede økonomiske ramme for strategien er 500 millioner kroner, og der vil således i 2016 komme yderligere en investeringsplan for 2017-18.
pm