Trafikstøjen er et stort problem
Kommunalbestyrelsen opfordres til - på den årlige cykeltur - at besøge det støjbelastede kvarter ved Mågeparken
Det har nemlig i efterhånden i en årrække været en fast tradition, at kommunalbestyrelsen hver år benytter en dag i den tidlige sommer til en fælles cykeltur.
Besigtigelsesturen - der blandt andet har som formål at besøge og “afdække” forskellige aktiviteter og “hjørner” i kommunen - skal i år afholdes onsdag den 17. juni.
I sidste uges avis kunne man læse, at der endnu ikke - altså i sidste uge - var fastsat et program for dagen og for hvilke aktuelle projekter i kommunen, der skal besigtiges.
Redaktionen har fået en henvendelse fra en borger, der har en idé til cykelturen.
- Jeg læste med interesse artiklen i sidste uge om kommunalbestyrelsens og direktionens årlige cykeltur, som da var under planlægning, siger Gorm Kjærbøll, der bor på Klydevej:
- Såfremt der stadig mangler idéer til turen, må Hvidovre Avis meget gerne nævne, at politikerne og direktionen burde besøge kvarteret ved Mågeparken.
- Jeg tror nemlig ikke, at byrådsmedlemmerne kommer her så ofte. For der kommer ikke mange besøgende til dette hjørne af kommunen, som er hårdt belastet af trafikstøj fra motorvejen.
- I Mågeparken har naturen udviklet sig fint gennem mange år og der er nu en god bevoksning af krat og buske, som blandt andet huser fasan og nattergal: Men larmen fra motorvejen ødelægger fornøjelsen for andre besøgende...
En sikker investering
Gorm Kjærbøll undrer sig over, at Hvidovres borgere bliver behandlet ringere end eksempelvis borgere fra Lyngby eller Gentofte, når det handler om trafikstøj:
- For beboere i området er støjen fra den stadigt stigende trafik til og fra Amager selvsagt til stor gene.
- Effekten af trafikstøj er vel dokumenteret - det betyder dårligere livskvalitet og lavere ejendomspriser.
- Nord for København ser vi støjafskærmninger langs næsten alle motorvejstrækninger. Det kan undre, hvorfor vi i Hvidovre på dette område skal behandles dårligere end beboerne i eksempelvis Lyngby og Gentofte!
- Jeg håber, at vore folkevalgte på rådhuset snart vil vise, at de faktisk gør noget ved trafikstøjsproblemet i hele Hvidovre. Måske er det nu i dette valgår, at de bedst kan påvirke deres respektive politiske partier til at kæmpe for en øget ressourceindsats mod motorvejsstøj!
- Reduktion af trafikstøj er en sikker samfundsmæssig investering, og kan gøre Hvidovre til et meget mere attraktivt sted at bo og færdes i, slutter Gorm Kjærbøll...