Fortsæt til indhold

Genbrugspladser laves til testzoner

Arkiv
Arkiv

Brugerne af genbrugspladserne under affaldsselskabet Reno Djurs og Randers Kommune kan opleve forandringer og forsøg, når de besøger genbrugspladserne i de kommende måneder. Det skyldes at Reno Djurs og Randers Kommune er i gang med at undersøge hvad de kan gøre for at hjælpe genbrugspladsernes brugere til at sortere bedre
Affald er resurser – og man får mest ud af resurserne, hvis man bruger dem rigtigt. Derfor har affaldsselskabet Reno Djurs og Randers Kommune sammen og med støtte fra Miljøministeriet startet et projekt, der skal vise vejen for at udnytte affaldet fra genbrugspladserne bedre. Projektet tager afsæt i Danmarks ambitiøse mål om, at 50 procent af husholdningernes affald skal genanvendes i 2022.
Miljøtekniker Helle Jørgensen fra Randers Kommunes Affaldskontor fortæller:
”Selvom de fleste af pladsernes brugere gør deres bedste, bliver affaldet på genbrugspladserne ikke sorteret optimalt. Projektet her handler om, hvordan vi kan gøre det nemmere for dem at sortere deres affald bedre”.
Projektet falder på et tørt sted. Det viser de nye undersøgelser af indholdet i småt brændbart på både Reno Djurs og Randers Kommunes pladser. Kun ca. en femtedel af indholdet i de undersøgte containere til småt brændbart hørte til i denne container. 40-50 procent af indholdet kunne have været genanvendt til fordel for både miljø og økonomi, hvis det bare var blevet puttet i den rigtige container.
”Der er et enormt uforløst potentiale for øget genanvendelse, og det vil vi jagte på forskellig vis,” fortæller projektleder Hardy Mikkelsen fra Reno Djurs.
Jagten vil foregå med interviews af brugerne, spørgeskemaundersøgelser, flytning af containere, skiftende ny information og mærkning, forsøg med ekstra personale og forsøg med en sluseordning, hvor brugerne får hjælp til at sortere indholdet i deres sække. Resultatet forventes at være et indblik i, hvad affaldsaktørerne kan gøre for at gøre det nemmere for brugerne at gøre det rigtige.
Erfaringerne kan bruges over hele landet.
”Vi er stolte over at gå forrest og ved, at kommuner i hele landet ser interesseret til fra sidelinjen og er klar til at følge op på vores erfaringer. Genbrug er sund fornuft, og det behøver ikke være besværligt”, slutter Hardy Mikkelsen.