Fortsæt til indhold

Hvidovre går til valg

Lidt flere borgere skal stemme til dette Folketingsvalg

Arkiv
Arkiv

Til Folketingsvalget i 2011 var der 36.028 stemmeberettigede borgere i kommunen, og heraf brugte 86,87% deres ret til at stemme.
Ved dette Folketingsvalg vil der være nogle ting, der er anderledes end ved sidste folketingsvalg. Et enkelt valgsted, det gamle Avedøre Bibliotek, er lukket og erstattet af Avedøre Idrætscenter. Borgere der stemte til EU Parlamentsvalget i maj 2014 har dog allerede prøvet det nye valgsted.
En anden ting, der vil være anderledes ved dette Folketingsvalg og i øvrigt fra alle tidligere valg i Hvidovre, vil være brugen af den elektroniske valgbog. Den elektroniske valgbog er indført for at gøre processen nemmere, når borgerne møder op på valgstedet. Den elektroniske valgbog betyder nemlig, at man ikke skal gå hen til et bestemt valgbord, men blot kan tage det bord, der er ledigt.
Chef for Borgerservice i Hvidovre Kommune, Margit Hallberg, fortæller, hvordan det vil komme til at opleves for vælgerne:
- På hver stemmeseddel er der en stregkode, som bliver bippet, når man går hen til et bord og herefter får borgeren udleveret en stemmeseddel. Så det skulle gerne være sådan, at man oplever det som en bedre borgerbetjening, og at man forhåbentlig ikke kommer til at stå i kø, fortæller chef for Borgerservice Margit Hallberg.
Yderligere har de enkelte valgsteder fået flere stemmebokse, så der heller ikke opstår kø i den del af valghandlingen. I sidste ende betyder den digitale del, at de enkelte tilforordnede ved bordene heller ikke skal tælle antallet af valgkort op, men det er en detalje, der ikke kommer til at påvirke vælgerne direkte.

Hvad stemmer Hvidovre?

Hvidovre stemmer, i hvert fald ved sidste Folketingsvalg, overvejende rødt. Hele 56,2% fik rød blok fordelt med 28,7% hos Socialdemokratiet. 8,5% til Radikale, 10,4 % til SF og 8,6% til Enhedslisten. Blå blok fik med Venstres 18,9%, Konservatives 4,2, Dansk Folkepartis 16,5%, Liberal Alliances 3,9% og Kristendemokraternes 0,3% en samlet andel af stemmerne på 43,8%.
Hvor mange stemmer de enkelte kandidater skal have for at få en plads i Folketinget er afgjort af flere faktorer. Først og fremmest skal det samlede antal afgivne stemmer deles med antal mandater. Ved valget i 2011 afgav 3.459.420 vælgere deres stemme. Det antal skulle fordeles på 175 mandater og således var mandatprisen altså i alt 19.768 stemmer.
Også i 2015 skal antallet af afgivne stemmer fordeles på i alt 175 mandater, hvoraf 135 er kredsmandater og 40 er tillægsmandater. Det samlede antal mandater på 175 er afgjort af folketallet, som er opgjort 1. januar 2015.
Kredsmandaterne skal sikre, at alle landets egne repræsenteres i Folketinget og mandaterne fordeles efter storkredsens folketal. Antallet af kredsmandater for det enkelte parti afgøres altså af, hvor mange stemmer partiet har fået i hver storkreds.
De 40 tillægsmandater sikrer, at det enkelte parti får den andel af pladserne i Folketinget, som partiet sammenlagt har fået af stemmerne i hele landet. Det betyder, at en kandidat der har fået et lavt stemmetal faktisk stadig kan komme i Folketinget, hvis partiet på landsplan har fået et stort stemmetal.



key