Fortsæt til indhold

Erindringsdans skaber glæde for de demente

Et danseprojekt for demente blev i sidste uge afsluttet med et stor afdansningsbal på Dybenskærhave

Arkiv
key

Fredag var der afdansningsbal i Dybenskærhaves store festsal, men det betyder ikke, at det nu er slut med at danse på Dybenskærhave. - Det drejer sig om, hvordan man kommer ind under huden på demente beboere, og det kan man f.eks. gøre ved at skabe glæde og ved en erindring om dans, fortæller Tine Nørregaard, der er den ene af de to ansatte på Dybenskærhave, der er blevet udvalgt til projektet. Den anden "danselærer" er Annette Olsen, der lige som sin kollega nu sidder ned og puster ud efter en times dans og planlægger næste gang, der skal danses på Dybenskærhave. - Vi kommer til at køre videre i en eller anden form. Vi har også undervist det øvrige personale og informeret om projektet internt i beboerbladet, fortæller hun. Hver uge de sidste 8 uger har de to danselærere stået for en times glad dans og motion, hvor der er blevet sat Kandis, Birthe Kjær og en masse andet dansk musik på CD-afspilleren. - Det er et rigtig godt alternativ til gymnastik, og det er helt tydeligt, at øjnene begynder at skinne, når dansen kommer i gang, siger Tine Nørregaard. Tine Nørregaard og Annette Olsen guider deltagerne, skaber kontakten og danser med de forskellige beboere, og det afstedkommer, at deltagerne pludselig husker, at de var på Danzetten i Tivoli eller til høstbal. Og dansen er også for dem, der sidder i kørestol. - Vi hygger os og snakker, og tøjlerne bliver sluppet. Og det er en rigtig god måde at gøre noget for de demente, siger Annette Olsen.