Fortsæt til indhold

Rekordpublikum løftede EfB til at redde sig

Arkiv
Arkiv

10.702 tilskuere satte sæsonrekord i den sidste hjemmekamp på Blue Water Arena, hvor meget stod på spil for både Esbjerg fB og FC Vestsjælland. At EfB stod sejrrigt tilbage og sendte modstanderne ned i NordicBet Ligaen tillægger adm. direktør Søren Poulsen de mange 12. mænd på tribunerne en pæn del af æren for.
"Opbakningen var enorm, og den blev bemærket af alle, spillere, trænere og ledelse, i omklædningsrummet efter kampen. Selv om spillerne præsterede en dårlig første halvleg, stod tilhængerne bag holdet. Vi måtte hele følelsesregistret igennem, før redningen i Alka Superliga var en realitet, og det må have været en befrielse for alle, der fulgte kampen på nærmeste hold på stadion," siger Søren Poulsen.
Den store publikumsopbakning er et vigtigt fundament for, at Sydvestjylland kan være repræsenteret på højeste niveau i dansk klubfodbold, og den blev bekræftet denne søndag eftermiddag på Blue Water Arena.
"Denne dag var god for sammenholdet omkring fodbold i hele det sydvestjyske område, og selv om vi har skuffet vores hjemmepublikum ofte i dette forår, var tilhængerne der, da det gjaldt. Vi har Danmarks bedste publikum, når det handler om at stå sammen i en kritisk situation. Tak for det," siger Søren Poulsen.
EfB kvitterer desuden ved at betale op til to busser for de fans, der ønsker at tage med Blue Knights til sæsonens sidste kamp, opgøret på Brøndby Stadion mod Brøndby IF søndag kl. 16.00.
Med de over 10.000 tilskuere til nedrykningsfinalen på Blue Water Arena passerede EfB lige akkurat 7.000 tilskuere i gennemsnit til hjemmekampe i denne sæson.7.002 tilskuere pr. kamp placerer EfB på fjerdepladsen blandt holdene i Alka Superliga foran blandt andre holdene AaB og OB fra de større byer, Aalborg og Odense.