Ny direktør til Kjæhr og Trillingsgaard
Entreprenørvirksomheden Kjæhr & Trillingsgaard med hovedsæde i Kolding styrker sig nu yderligere til at fortsætte væksten efter et 2014-regnskab, der næsten firedobler resultat før skat. Projektchef Mogens Espensen er med virkning fra 1. september udnævnt til ny adm. direktør efter Christian Trillingsgaard, der fremover vil arbejde som udviklingsdirektør for hele koncernen.
Christian Trillingsgaard kan dermed fokusere på en ny og mere aktiv strategi for ejendoms- og investeringsdelen i Kjæhr & Trillingsgaard’s moder- og søsterselskaber og samtidig bidrage til yderligere udvikling af entreprenørforretningen på de overordnede linjer og netværksdelen.
"Efterhånden som vi har fået væksten op i et højere gear, er der kommet mere og mere ind over mit bord. Samtidig har vi noget kapital at investere og et ejendomsselskab, der kan udvikles til noget nyt og spændende. Det kræver, at jeg kan fokusere på dét, men jeg kan ikke være direktør på deltid i Kjæhr & Trillingsgaard," siger Christian Trillingsgaard om overvejelserne.
Løsningen lå lige for med projektchef og ingeniør Mogens Espensen, der kom til virksomheden for halvandet år siden. Nu overtager han ansvaret for entreprenørdelen som ny adm. direktør.
"Jeg har kendt Mogens i 25-30 år, og vi har læst sammen på Teknikum. Jeg ved, at han har evnerne og på nogle punkter nok også bedre muligheder for at drive entreprenørforretningen, så det er en helt perfekt løsning," fastslår Christian Trillingsgaard i en pressemeddelelse.
Den nye mand i direktørstolen har lært virksomheden grundigt at kende og ser nye muligheder.
"Det var dejligt at komme til en familieejet virksomhed, hvor ordentlighed er et nøgleord. Samtidig har den en spændende organisation, hvor man sidder tæt på beslutningerne. Det giver en stærk handlekraft og fleksibilitet, som vi kan udnytte i konkurrencen," siger Mogens Espensen.
Den 50-årige adm. direktør er født og opvokset i Esbjerg, hvor der nu også etableres et nyt kontor som led i de fortsatte vækstplaner.
"Krisen er ovre, og vi ser flere vækstmuligheder nu. Med den nye organisation, øget fokus på udvikling samt nyt kontor i vækstcentret Esbjerg er vi godt rustede til at gribe mulighederne og samtidig holde kursen med sund, kontrolleret vækst," siger virksomhedens bestyrelsesformand, Jørgen Krab Jørgensen.