Sanselige værksteder på Opdagelsen
KØGE: Det Grønne Hus i Køge har arrangeret to sanselige værksteder i byrummet Opdagelsen, hvor man kan lære at dyrke og bruge krydderurter og smage på havnebiernes søde honning.
Opdagelsen er i kraft af bl.a. de spirende havnehaver og summende havnebier blevet Søndre Havns udendørs smagsværksted nummer ét. Det Grønne Hus inviterer nu til to sanselige værksteder, der gør brug af byrummets mange muligheder.
- Vi går på opdagelse i det store univers af forskellige krydderurter, dufte og smage samtidig med, at vi lærer nyt om dyrkningen. Brugerne af byrummet er allerede gode til at hjælpe hinanden og udveksle erfaringer – og det vil vi gerne støtte op om med de her værksteder, som forhåbentlig blandt andet kan inspirere krydderurtedyrkningen yderligere, både i havnehaverne og derhjemme, siger naturvejleder Henrik Lerdorf fra det Grønne Hus, der står bag arrangement, som er støttet af Køge Kyst.
Kend dine krydderurter og Smag for det søde liv
”Kend dine krydderurter” er overskriften på det gratis værksted, der finder sted fredag den 5. juni fra kl. 16.00.
Her deler gartner Anette Wulff fra Gartneri Toftegaard i Vedskølle ud af sin viden og praktiske færdigheder udi krydderurtedyrkning – med lidt afstikkere til tomater og chili, som også er gartneriets speciale.
Anette Wulffs oplæg foregår i fælleskøkkenet, hvor der til slut vil være små sunde krydderurtesnacks samt lidt at skylle efter med.
Tirsdag den 9. juni fra kl. 17.00 står den på ”Smag for det søde liv”, hvor deltagerne får lejlighed til at forsøde den lyse sommeraften med velsmagende honningprodukter og friske jordbær.
Værkstedet byder på en tur rundt til havnebierne ved biavler Morten Nielsen fra Projektcenter Køge Bugt, som vil fortælle om arbejdet med bierne.
Aftenen afsluttes med smagsprøver på bl.a. Bryghuset Braunsteins snaps, fremstillet med honning fra havnebierne. Det koster 50 kr. per deltager at være med til honningværkstedet, og billetter kan købes her.
Læs mere om arrangementerne på Søndre Havn i Køge Kysts Bylivskalender eller på www.Facebook.com/KKByliv.
pm