Iværksætter-talenter hyldet på Tradium
Fire elever fra Tradium blev for nylig kåret som Danmarks bedste gymnasieiværksættere. Torsdag blev vinderne af førstepladsen i DK-finalen i European Business Game (EBG) hyldet af Tradiums bestyrelse
For nylig vandt Lærke, Michelle, Pernille og Kasper fra Tradium Handelsgymnasiet den danske finale i European Business Game (EBG), der er en konkurrence for gymnasieelever om at lave den bedste fiktive virksomhed med alt hvad dertil hører fra produktidé til finansierings- og forretningsplaner til medieplan.
Torsdag aften blev HHX’erne hyldet af Tradiums bestyrelse for deres flotte vinderprojektet: en unik kombination af en vægt og et termometer, samlet i en ske.
Europæisk finale i Kroatien
De unges firma hedder TW-Spoon, og de har netop søgt patent på produktet. I slutningen af måneden rejser Tradium-eleverne til Dubrovnik i Kroatien sammen med deres lærer, Peter Renstrup, for at deltage i den europæiske EBG-finale.
"I har virkelig gjort det godt. Vi glæder os til at følge jer fremover, og vi ønsker jeg alt mulig held og lykke i Kroatien", sagde Tradiums bestyrelsesformand, Søren Sørensen, da han overrakte en lille gave til de fremmødte unge iværksætter-talenter for deres danske finalesejr.
EBG arrangeres af Finansrådet i samarbejde med Foreningen af Lærere i Erhvervsøkonomi (FLE), Driftsøkonomisk Forening (DRØF) og DI Handel. Vinderpræmien for den danske sejr er på kr. 25.000 og sponseret af Finansrådet. Beløbet er øremærket til vinderholdets og lærerens omkostninger i forbindelse med den europæiske finale.