Fortsæt til indhold

Kiwi åbner lørdag kæmpe butik i Frihedens Butikscenter

Arkiv
key

Og Kiwi har på alle måder noget muskelkraft at diske op med. Den 1.325 m2 store forretning kommer nemlig til at være Sjællands største af sin slags og det betyder, at der vil være et meget stort antal varenumre i butikken.
- En almindelig discountbutik har ca. 2.500-3.000 varenumre. Vi har over 5.000, fortæller butikschef Hans Ole Christensen og tilføjer: - Vi glæder os til at åbne.
Den lokale forretnings størrelse betyder således, at kunderne vil kunne finde varegrupper, der ikke normalt kan fås hos discountkæderne.
- Vi har f.eks. et stort fast sortiment af glutenfri varer, fortæller Hans Ole Christensen.
Han er dog også meget bevidst om, at en discountvarebutik som Kiwi naturligvis skal agere efter et vist omkostningsbestemt niveau, men hans intention er, at det ikke skal være noget kunderne kommer til at mærke.
- Vi har en fast model og vi er meget committed på at vores kunder ikke skal gå ned på service, siger han.
Kiwi følger desuden med mange af de andre kæder ved at have et fordelskort til kunderne. Her kan man ved fremvisning spare 20 % på alt frugt og grønt - hver gang man handler, 10 % på økologi og mange andre fordele.

Satser lokalt

Den lokale Kiwi vil desuden fokusere på at finde lokale leverandører, hvis det er muligt og varerne passer ind i sortimentet.
- Der kan ikke være tvivl om, at det er en god historie for alle parter, hvis vi kan finde nogle lokale leverandører, så det prøver vi på. Blandt andet lokal vin fra Nordlund, fortæller Hans Ole Christensen.
Varer er dog ikke det eneste, der er fundet lokalet. Foreløbigt er 2/3 af de ansatte fundet igennem Hvidovre Kommunes jobcenter.
- Vi er desuden engageret i HIF og Hvidovre Skøjteklub, og der er andre aftaler på vej. Vi vil gerne knytte kontakter lokalt, for det betydet noget, at vi er lokalt forankret, så det er det helt rigtige at gøre, siger Hans Ole Christensen.
Den lokale Kiwi kommer til at have omkring 50 medarbejdere ansat i forskellige stillinger og butikschefen beskriver de ansatte som værende lige så ens eller forskellige som resten af samfundet. Og samarbejdet med Hvidovre Kommunes jobcenter betyder desuden, at der er ansat medarbejdere i mange forskellige typer stillinger.
- Vi har ansatte i fleksjob, virksomhedspraktik. Ja, faktisk hele den palet man kan ende i, hvis man ikke har fast job. Det er også en del af det at tage ansvar, siger Hans Ole Christensen.

Lys ind i butikken

Selve butikken er indrettet som en klassisk Kiwi-butik i hvidt med grønne reoler. Varerne vil man desuden genkende, hvis man tidligere har handlet i SuperBest, Meny, Spar og First-kæderne.
- Der er kommet dagslys i butikken fra p-pladsen, og vi håber desuden på, at der bliver åbnet for indkørsel til p-pladsen fra Hvidovre Enghavevej ganske hurtigt, siger Hans Ole Christensen.
Dertil vil butikken få egen bager, Guldbageren, der sørger for rigtig friskbagt brød til kunderne. Butikken har dagligt åbent fra 7-22.