Fortsæt til indhold

Der bliver færre skorstene i Hvidovre

Med udbygningen af fjernvarme er der blevet færre skorstene

Arkiv
Arkiv

Ifølge fjernvarmeplanen for hele Hvidovre vil alle områder få mulighed for at tilslutte sig fjernvarme inden 2020, hvis der er økonomiske fordele for samfundet, fjernvarmeselskabet og fjernvarmeforbrugeren.
Det har der været hidtil - senest i Risbjerg-området. Det giver en årlig CO2-reduktion på mere end 303.000 tons årligt, hvis alle tilslutter sig fjervarmen i de resterende områder af Hvidovre. Alt i alt vil der være tale om betydelige CO2-reduktioner for hele Hvidovre.

Sikker forsyning

Som fjernvarmekunde er der også prisfordele på kort og lang sigt.
På kort sigt sparer fjernvarmeforbrugeren penge her og nu ved at overgå til fjernvarme, navnlig når man har oliefyr eller et lettere bedaget gasfyr. Fjernvarme har i disse tilfælde en klar konkurrencedygtig pris. På lang sigt, f.eks. over 25 år, skal man regne med at skifte olie- eller gasfyret ud mindst én gang, mens en fjernvarmeinstallation forventes at holde i mindst 25 år. Hvidovres fjernvarmeselskaber tilbyder desuden gratis service med henblik på at holde fjernvarmeforbruget så lavt som muligt.
I Hvidovre er der mange fjernvarmekunder, der blev tilsluttet for mere end 30 år siden, og som stadig har deres oprindelige installation, der stadig kører upåklageligt. Hertil kommer, at udskiftningen af en fjernvarmeinstallation forventes at være billigere end en ny olie- eller gasfyrsinstallation. I øjeblikket vil en udskiftning af fjernvarmeinstallationen beløbe sig til ca. 20.000 - 25.000 kr. inkl. moms.
Fjernvarme er på lang sigt en sikker forsyning. Det fælles varmesystem gør det enklere at udskifte varmekilderne. I stedet for olie, gas eller kul kan systemet konverteres til halm, træ, biogas, vind-/solenergi eller andet, således at der hele tiden sikres den bedste og sikreste brændselskilde. Hvis der skrues op for gasprisen, så kan der hurtigt skiftes til et billigere brændsel.

Penge tilbage

Da fjernvarmesystemet i Hvidovre er et fælleseje - det vil sige et forbrugerejet system - der kontrolleres af forbrugerne, er der selvsagt fokus på varmepriserne.
Bestyrelserne er sammensat af forbrugere, og der holdes et vågent øje med varmekøbsprisen og driftsudgifterne uden at gå på kompromis med en sikker forsyning af varme.
Igennem årene er det lykkedes at holde udgifterne i ave i Hvidovre, mens udefrakommende udgifter har sat deres præg på varmeprisen, som f.eks. afgifter og varmeleverandørers prissætning. Det er derfor forståeligt, at fjernvarmeselskaberne i Hvidovre har allieret sig med andre fjernvarmeselskaber på Vestegnen for at skabe en fælles indsats overfor disse udgifter. Det er en indsats, der er blevet kronet med prisnedsættelser - først i januar 2015 og nu i maj 2015, således at et parcelhus på 130 m2 med et normalårsforbrug vil spare mellem 650 og 1.000 kr. for det netop overståede fjernvarmeår. Oveni dette kommer så det meget milde varmeår, således at der kan forventes tilbagebetaling af en del af de indbetalte acontobeløb.
Alt dette skyldes, at fjernvarmeselskaberne er non-profit-selskaber.
Derfor er det forståeligt, at flere og flere vælger fjernvarme i Hvidovre.
Med fjernvarme sikrer man sig, at pengene ikke “forsvinder” i luften som røgen i skorstenen.red