Dramatisk afdansningsbal
Det blev heller ikke denne gang til en sejr over FCK i superligaen
Søndag blev sæsonens sidste superligakamp spillet på Sydbank Park. Det var samtidig et farvel til hjemmepublikummet for træner Lars Søndergaard og visse af spillerne, blandt andre publikumsyndlingen Niels Lodberg. Da begge hold havde afklaret deres placering i rækken, kunne man spille uden nerver. Det havde givet fans med lyseblåt blod i årerne håb om endeligt at kunne slå københavnerne i ligasammenhæng. Spillerne fra FCK havde dog andre planer. I de første 45 minutter var de klart det bedste hold på banen og førte da også 2-0 ved halvleg. Det satte de lyseblå sig for at lave om på i anden halvleg. Nu kom der snert i tacklingerne og SønderjyskE fik lagt presset længere frem på banen. Faktisk var det ved at blive en helt god kamp, men så begyndte kampens dommer at spille kort. Først fik Daniel Jensen og siden Nicolaj Madsen det røde kort at se, uden de helt store forseelser, og så var det op af bakke for Lars Søndergaards tropper. Det lykkedes dog at reducere til 1-2 ved Marvin Pourie, men det får kun statistisk betydning.