Jeg har to taler
Spidskandidat i Aabenraa-kredsen for Dansk Folkeparti, Peter Kofod Poulsen, er ankommet til Christiansborg, hvor han skal deltage i partiets valgfest.
Og alt tyder på, at det bliver en sejrsfest, for alle målinger tyder på en stor fremgang for Dansk Folkeparti, og dermed også gode chancer for, at Peter Kofod bliver valgt ind i Folketinget.
Og hvis det skulle lykkes for den unge DF-løve, så er det kulminationen på en lang proces.
"Der er i den grad sommerfugle i maven. Det føles jo som om at have løbet en meget, meget lang marathon op ad bakke, og nu når vi så til målfeltet her i aften", lød det fra Peter Kofod Poulsen, da Lokalavisen fangede ham på gangen på Christiansborg.
Peter Kofod Poulsen har et stramt program i aften, for han skal faktisk deltage i to valgfester.
"Dels den herinde på Christiansborg, og så en valgfest i Herlev hos DFU. Der skal jeg ud og holde en tale senere i aften, når vi forhåbentligt har vundet. Og jeg ved jo endnu ikke, hvordan talen bliver. Der er jo to scenarier - så jeg har lavet to taler," slutter Peter Kofod Poulsen.