Fortsæt til indhold

Ny sportschef - nye trænere

Hvidovre Svømmeklub præsenterer tre nye navne; Casper Skov som ny sportschef, Gunnar Wismar, som ny cheftræner og Marc bach Nielsen som ny b-holds træner

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Cheftræner Gunnar Wismar er 50 år. Han kommer fra Sverige og er oprindeligt uddannet søofficer i Karlskrona og har ligeledes en erhvervskarriere i telebranchen. Han er en yderst rutineret herre i svømmeverden med stor ledelseskapacitet og over 30-års erfaring. Han har bl.a. været cheftræner i Hillerød, elitetræner i SK RAN og landstræner for det svenske junior-landshold. Senest har Gunnar arbejdet som cheftræner i Trelleborg Sim. Gunnar Wismars menneskesyn på det at være svømmer på topplan er blandt andet at få helheden hos svømmeren til at fungere (familie, venner og skole) for at opnå topresultater, hvilket er i overensstemmelse med Hvidovres svømmeklubs værdier.
Han får blandt andet det overordnede sportslige ansvar for udvikling af konkurrenceafdelingen inklusiv Elite+ og Årgang+, ansvar for træningsstrategier og talentudvikling.
Træner Marc Bach Nielsen er 21 år og har svømmet sine første år i Hvidovre Svømmeklub, inden han i 2009 skiftede til Kvik Kastrup, hvor han har svømmet de seneste 6 år. Hans karriere toppede med et dansk mesterskab i 800 m fri svømning, og generelt er det på de lange distancer, han har været bedst tilpas. Nu er Marc Bach Nielsen stoppet som aktiv svømmer og netop færdig som student fra Falkonergården. Det passer perfekt med muligheden for at prøve trænergerningen af i den klub, han selv er begyndt i.
Sportschef Casper Skov er 26 år og er ansat i en nyoprettet stilling som sportschef. Han kommer fra en stilling som talentudvikler og 2. holds træner i Hillerød Svømmeklub. Han har trods sin unge alder stor erfaring som træner og talentudvikler i klubber som GTI og VAT. Casper Skov skal blandt andet fungere som klubbens administrative ankermand og som bindeled mellem svømmeskolen og konkurrenceafdelingen.

Nytænkning

- Cheftræneren og sportschefen skal være med til at nytænke og videreudvikle på den fremgang, Hvidovre svømmeklub har haft de sidste år både på medlems- og resultatsiden. De skal sammen arbejde på at skabe større sammenhæng mellem svømmeskolen og konkurrenceafdelingen, fortæller formand Lars Mertins.
- Hvidovre svømmeklub glæder sig meget til samarbejdet og til at følge den struktur og udvikling som Gunnar og Casper kan bidrage med i årene frem over, så Hvidovre Svømmeklubs vision om at tilbyde et af de bedste klub- og træningsmiljøer for junior- og seniorsvømmere på Vestegnen kan blive fulgt...
- Vi skal sige farvel til vores cheftræner gennem de sidste 2½ år; Kim Skou Hansen, som tidligere på året fortalte, at hans planer gik i en anden retning, når kontrakten udløb ved sommerferien. Derudover siger vi farvel til B-holdstræner Thomas Øst-Jacobsen, som efter mere end fem års virke som træner i Hvidovre Svømmeklub nu skal ud og bruge sin ingeniør-uddannelse. Klubben har været meget privilegerede med så store trænerkapaciteter, og det er en konkurrenceafdeling i voldsom fremgang, der nu lægges i nye hænder. Gennem de sidste 2½ år er mere end halvdelen af vores klubrekorder blevet forbedret, og i begyndelsen af juli sender vi 25 svømmere til danske mesterskaber. Det er et ganske imponerende stykke arbejde Kim og Thomas har præsteret...