Palle på eventyr under 2. verdenskrig

Livet i skolen

Palle var 6 ½ år gammel da krigen kom til Danmark. Men eftersom det er så lang tid siden kan han ikke huske så meget før han begyndte i skole. Palle begynder i skole da han var blevet 7 år. - Dengang da jeg gik i skole var det meget strengt. Man skulle stå ret foran skoleinspektøren og ens lærer, når de kom ind i klassen. Men før man måtte komme ind i klassen, skulle stå ret i to rækker, mens man ventede på læreren, fortalte Palle. Palle var næsten døv, derfor skulle han starte i døveskolen. - I døveskolen skulle vi lære at mundaflæse. - For at komme hjem fra skolen, skulle jeg med to sporvogne. For at komme hen til den første sporvogn, skulle vi gå ned af en gade hvor der nogle gange var skud fra tyskerne. Derfor skulle vi gå op ad muren for ikke at blive ramt af skuddene...

En dag da flyverne kom

- En dag da jeg kommer i skole, spørger min lærer mig om jeg vil have en billet til en forestilling. Jeg kan få den gratis, for min lærer kunne ikke selv tage der ind og se forestillingen. Jeg takkede selvfølgelig ja, men jeg kunne ikke bare ringe til mine forældre, og sige jeg kom senere hjem, for vi havde ingen telefoner og sådan nogle ting dengang. Så jeg måtte tage sporvognen hjem først, så min mor kunne få besked, fortæller han og fortsætter: - Da jeg stod og ventede på sporvognen lød luftalarmerne. Jeg stod ved siden af en kvinde og hendes barn, da luftalarmen lød. Hun tog mig og hendes barn i hånden og løb ned i en kælder. - Da luftalarmen stoppede, tog kvinden os med op igen. Vi stod derefter alle tre og ventede på at vores sporvogne skulle komme. Da damen og hendes datters sporvogn kom, måtte jeg stå alene og vente på min. Efter kort tid kom der 30-40 tyske soldater marcherende og stillede sig lige foran mig. Men efter et par sekunder kom min sporvogn heldigvis, og den holdt lige mellem mig og soldaterne. Jeg hoppede hurtigt op i sporvognen, og var lettet.

En god nyhed der ikke blev fejret

- Man måtte ikke høre BBC under 2. verdenskrig, men mine forældre og overbo gjorde det alligevel. En dag da mine forældre sad oppe hos min overbo, blev der pludselig liv i gaderne. Alle hoppede rundt og var glade. Mine forældre kom ned til mig og mine søskende og fortalte at krigen var ovre. Alle var glade, men vi børn fik ikke lov til at løbe ud i gaden. Vores familie rev ikke mørklægningsgardinerne ned, for mine forældre syntes de var praktiske, og så skulle vi heller ikke bruge penge på nye gardiner, fortalte Palle.

En sang som afslutning

Palle valgte at slutte med en speciel overraskelse. Han sluttede af med at synge første vers af Danmarks befrielses sang. En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år har knuget landet i sin favn med kulde og sult og savn, og der gik slid på skoven, skår på skår og der gik råddenskab i svage træer. Gå til modstand, alle danske, alle mand som én og gør Danmark frit.

Vores begejstring

Vi var meget interesseret i at høre mere om Palles barndomshistorie. Det var meget godt beskrevet, og meget spændende at høre om. Palle er en sød og imødekommende mand, der var smilende og glad. Han fik virkelig fanget os og han havde forberedt sig godt og fortalte det med et livligt kropssprog. Vi vil klart anbefale andre at høre om Palles liv.