Fortsæt til indhold

Fedt at være ung i RgF

Giv slip på de unge - de kan sagtens selv

Arkiv
Arkiv

Det er fedt at være ung i RgF!
Det er mottoet for ungenetværket i foreningen.
Men hvorfor? Det er der flere årsager til , men en af de vigtigste er, at foreningen lader de unge komme til og giver dem muligheder og ansvar.
To gange om året samles ungenetværket til sociale arrangementer. Op til jul mødes de på skøjtebanen til aktivitet, hygge og varm kakao, og om sommeren foregår det på terrassen ved RgFs foreningshus i Dronningborg. Her er der også aktiviteter og ikke mindst hygge på programmet.
Arrangementet er netop afholdt, og 80 unge fra hele RgF var mødt op. Her er medlemmer fra både gymnastik, parkour og svømning med, og det styrker netværket på tværs af idrætterne.
”De sociale arrangementer for vore unge er meget vigtige for foreningen,” fortæller konsulent Vinie Amstrup.
”Her bliver mange nye idéer fra de unge til virkelighed, rigtig mange nye instruktører rekrutteres og nye tiltag ser dagens lys. Det er meget spændende at arbejde med de unge, og deres input har vi virkelig stor glæde af”, siger Vinie.
”Det er de unge, som går forrest og fører deres idéer ud i livet, men vi voksne står altid lige bag ved dem, hvis de har brug for vejledning og opbakning,” slutter Vinie Amstrup.
I RgF finder man mange forskellige aktivitetsmuligheder for de unge - lige fra Aqua Adventure over konkurrence- og opvisningsgymnastik med og uden udtagelse til parkour og fitness.
Til den nye sæson kommer gymnastikholdet ”Gi' Slip”, som henvender sig til unge netop hjemvendt fra et efterskoleophold. Som holdnavnet fortæller, handler det om at slippe hæmninger og tanker fri og give sig hen i gymnastikkens bevægelsesunivers.