Fortsæt til indhold

To talenter på kontrakt i SønderjyskE

SønderjyskE har skrevet kontrakt med de to talenter, Sebastian Sommer Sørensen og Kåre Jensen

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Drømmen om en superligakarriere er rykket en tand nærmere for fodboldtalenterne Sebastian Sommer Sørensen og Kåre Jensen. De har netop underskrevet kontrakter med SønderjyskE, og dermed er de med når superligatruppen starter op igen efter ferien senere i denne måned.
Begge spillere har været markante figurer på klubbens meget succesrige U19 mandskab, som netop har vundet den danske divisionsrække. Der er da også masser af roser til begge spillere fra Sportschef Hans Jørgen Haysen:

"Både Sebastian og Kåre kan takke sig selv og deres egen indsats for ”oprykningen”. De har specielt i det sidste, halve år vist, at de har potentiale og vilje til at komme gennem nåleøjet. De har leveret flot over lang tid og på et konstant og højt niveau, hvilket vi gerne vil belønne. De skal træne sammen med både U19 holdet og superligaholdet, hvor vi også ser frem til at de vil fortsætte med de gode takter og gejst. Deres indstilling, præstationer og fortsatte udvikling afgør, om de så kan slå igennem på den store scene. Nu er rammerne i alle tilfælde til stede, og vi glæder os til at følge Sebastian og Kåre i det kommende år," understreger Hans Jørgen Haysen.
Sebastian Sommer Sørensen har underskrevet en etårig deltidskontrakt ved siden af erhvervsarbejde, og Kåre Jensen har fået forlænget sin kontrakt med yderligere et år, mens han stadig studerer i Haderslev.
SønderjyskE har dermed hentet fire ungdomsspillere op i superligabruttotruppen, idet der tidligere er underskrevet kontrakter med Mikkel Hedegaard Christensen og Casper Olesen.