Bechmann bomber videre i SønderjyskE
Den populære målræv har skrevet under på en etårig kontraktforlængelse
Superligaklubben SønderjyskE har i sommerpausen gennemført et mindre generationsskifte og sagt farvel og tak for kampen til flere rutinerede spillere, som har spillet et hav af superligakampe.
Én af klubbens veteraner, angriberen Tommy Bechmann, tager dog en tørn mere til stor glæde for sportschef Hans Jørgen Haysen:
"Det er helt faktuelt, at når Tommy Bechmann er fit for fight får vi flere points med ham på banen end omvendt. Han er blevet skadesfri, og omend vi godt ved at hans knæ har mange kilometer på bagen er han bare en utrolig vigtig spiller på holdet. Tommy Bechmann er taktisk rigtig klog, og har en kæmpe arbejdsradius på banen. Han vil kunne være trænerteamets forlængede arm på banen, og vil også blive én af de spillere, der skal hjælpe de mange nye spillere til en god start i SønderjyskE," siger Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:
"Først og fremmest skal Tommy Bechman hjælpe os på banen, og vi er glade og stolte over at han ville fortsætte hos os. Han vil også i den kommende sæson blive én af Alka Superligaens profiler," slutter Hans Jørgen Haysen.