Fortsæt til indhold

Sydøstjyllands Politi i samarbejde om stalking

Arkiv
Arkiv

Sydøstjyllands Politi samarbejder nu med Dansk Anti-Stalking Forening om pilotprojektet "En tryg hverdag". Projektet løber frem til slutningen af 2016. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I samarbejdet arbejdes der blandt andet med at sikre den bedst mulige forebyggelse af stalking og med guidelines, som blandt andet kan hjælpe til med at spotte og identificere stalking-sager tidligt i forløbet.

"Samarbejdet med Dansk Anti-Stalking Forening har betydet, at vi har et øget fokus på stalking hos Sydøstjyllands Politi. Udover den tættere relation, som vi får til folkene foreningen gennem dette samarbejde, så skal vi gennem pilotprojektet skaffe ny viden sammen med foreningen, så vi kan blive endnu bedre til at løse de problemstillinger, der ofte følger i kølvandet på sager om stalking", fortæller Kuno Urban Jensen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Af konkrete tiltag har samarbejdet har indtil videre budt på en workshops og seminarer, hvor politiet og Dansk Anti-Stalking har arbejdet med stalking og dens konsekvenser - og hvor eksterne samarbejdspartnere fra offerrådgivningen, Statsforvaltningen, krisecentre og kommunen har været inviterede.

Sydøstjyllands Politi og Dansk Anti-Stalking Forening samarbejder også om de pårørende til stalking-udsatte, og der er afholdt en cafe-aften, hvor de pårørende blandt andet havde mulighed for at udveksle personlige erfaringer og blive klogere på politiets forebyggende arbejde i forhold til stalking.