To gange sølv i verdens største ungdomsstævne
Vorup-piger satte præg på Partille Cup 2015
Vorup FB's håndboldafdeling havde ikke færre end 99 spillere og 24 ledere afsted til verdens største ungdomsturnering i håndbold, Partille Cup 2015. Alle 123 fik en forrygende tur - endda i dobbelt forstand, for det gav alle en uforglemmelig oplevelse, og sportsligt blev det til to gange sølv - til Vorups piger U10-11 og til førsteholdet i U 13.
U 13-pigerne havde vundet rub og stub på vejen til finalen, men i slutkampen blev det til nederlag 8-17 mod århusianske HEI, mens U 10-11-pigerne tabte 8-11 til svenske Önnereds HK.
Åbningsceremonien var gigantisk - ca.14.000 sportsfolk i Scandinavium i Göteborg, hvor der var underholdning og indmarch med deltagere fra alle deltagende lande, inden det hele afsluttedes med fyrværkeri.
U10-11-pigerne var meget glade for sølvet, men fik meget andet med hjem.
”Dejligt at spille mod hold fra andre lande. Resultaterne var ikke det vigtigste. Det var at være sammen og få nye venner,” lød det fra gruppen efter turneringen.
U13-pigerne gik ubesejret hele vejen til finalen, men her blev det den danske modstander fra HEI, der løb med sejren. Pigerne leverede flot spil og god fight, men dagene bød på meget mere end bare håndbold. Blandt andet optrådte pigerne til musik midt på gågaden i Mölndal.
Sjove stunder har ført til stærkt sammenhold både på og uden for banen. Det kunne især ses i semifinalen, hvor pigerne leverede et brag af en anden halvleg. En pausestilling på 2-7 blev indhentet, og det endte med en Vorup-sejr på 10-9. Pigerne var ret forståeligt meget tilfredse med at være blevet nr. to ud af 86 hold, mens andetholdet fik nogle andre oplevelser via kampe mod bl.a. Kinas landshold.
”Vi tabte 8-10, men det var stort at spille mod dem. Vi fik masser af kinesiske gaver, og vi fik taget et holdfoto sammen. Vi har derudover mødt hold fra Sverige, Norge, Island og Tyskland,” lyder det fra holdet, der endte uplaceret, mens piger UI 14 endte på en delt niendeplads ud af 96 hold.
U 15 piger kom heller ikke med i slutkampene, men lærte efter at have spillet mod hold fra andre lande, at der er mange forskellige spillestile, og det er ikke alle, der er lige sjove at spille mod.
Vorups U 15-drenge havde spændende modstandere – sejr 15-6 i første kamp over et hold fra Bangladesh, dernæst op mod de svenske mestre i aldersklassen samt hold fra Norge, Færøerne og Nederland. Alle disse kampe blev tabt, men det kom drengene sig hurtigt over med en tur i Liseberg. Her udfordrede de hinanden og sig selv i frit fald fra 120 meter og rutchebanen.
Herefter skulle drengene spille 16-dels finale i B-rækken, hvor de mødte det kinesiske landshold og tabte i en tæt kamp.